Lake Wanaka fra sydsiden |
Byen Wanaka i den sydlige
ende af Lake Wanaka er et mere beskedent feriested og en yndet feriedestination
for Kiwierne selv, siden Haast-passet blev åbnet i 1965. Først de seneste 5-10
år er det også blevet populært for internationale turister.
Juleudsmykning i Wanaka |
Formiddagen nød vi i
camperen med at planlægge de kommende 14 dage med udgangspunkt i regionale og
lokale turistguider, som vi har haft megen glæde af (meget værdifuldt
supplement til vores dansksprogede rejseguides om New Zealand). Vi valgte at
fremrykke - vores i øvrigt eneste aftale på Sydøen -, minikrydstogten på
Doubtful Sound, til fredag den 16. december, med henblik på at få én dag mere
til oplevelser på Sydøens østkyst.
Wanaka's juletræ |
Over middag spadserede vi
langs Lake Wanaka ind til ”City”. Spadsereturen gik indledningsvis igennem et
meget flot villakvarter med et væld af farverige sommerblomster, og derefter
langs søen, hvor vi bemærkede, at vi er kommet til sommeren i det tempererede
klima, hvor birketræer, silkegran, og ædelgran står meget flot overalt.
Udsigten over Lake Wanaka er så fantastisk flot … man kan hurtigt blive
overordentlig begejstret for dette område. Det har ejendomsmæglerne også fundet
ud af! Priserne på jord og ejendomme ved søbredden eller med udsigt til søen er
ganske ”pæne”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar