I selskab med maorier

Vores maori-guide i Willowbank

Svend udpeges som "chief"

I nærheden af camperpladsen i Christchurch ligger ”Willowbank”, som er et område, der indeholder fuglereservat og en Maori-landsby. I Willowbank blev vi sammen med ca. 40 andre turister modtaget af en Maori-guide, der udpegede …. ja, gæt selv hvem …. Svend som gruppens ”chief”. Svend skulle indledningsvis lære og vise os andre, hvordan man gør en ”hongi”. Hongi er en hilsen, hvor man presser næserne mod hinanden.

En frygtindgydende maori-kriger

Nogle af medlemmerne i Svends gruppe kom for sent til arrangementet på grund af trafikken, hvilket fik Maori-guiden til at berette om, at ankomsttidspunktet er altid det rette – ting sker, når ting skal ske – forsinkelsen havde måske til formål at undgå et trafikuheld eller andet.

Krig eller fred?

Svends næste opgave bestod i at føre gruppen frem til Maori-landsbyen, hvor han blev mødt af én af landsbyens krigere, der skulle vurdere, om Svend kom ”med krig eller med fred”. Krigeren brugte store armbevægelser og stor mimik med øjne, næse og mund, herunder særligt tungen. Krigeren lagde et bregneblad få meter foran Svend. Heldigvis for os alle sammen forstod Svend, hvordan han skulle vise, at han kom med fred, idet han samlede bregnebladet op og holdt det i venstre hånd frem mod krigeren og ”Big Chief”, som stod i baggrunden.

Big Chief byder velkommen

Hermed blev Svend og gruppen inviteret indenfor i landsbyen, hvor vi fik en fantastisk flot oplevelse af maoriernes traditionelle danse, herunder den berømte krigsdans ”Haka”. Annette og de øvrige kvinder i Svends ”stamme” skulle lære ”Poi”, som er en dans med hørbolde på snor, mens mændene - anført af Svend - udførte elementer af krigsdansen. Sidstnævnte udførelse skulle ifølge ”Big Chief” vise kvinderne, at mænd kan ”multi-taske” (klare to ting på én gang – i dette tilfælde at trampe med én fod og samtidig række tunge!). Den mest imponerende dans kan vi ikke huske navnet på, men Maori-kvinderne brugte ”sticks” (små træ-køller), som de kastede til hinanden med utrolig høj præcision og rytmik. Det var bare så flot!

Maori-guiden i landsbyen

Maorierne er meget udtryksfulde i deres dans og mimik – store arm- og benbevægelser, store våben og voldsomme ansigtsudtryk. De bærer markante tatoveringer, herunder også ansigtstatoveringer. Især kvindernes tatoveringer på hagen og mændenes tatoveringer på armene fangede vores opmærksomhed. Alt sammen er det et udtryk for, at maorierne fortæller deres historie og kan genfortælle den for de kommende generationer. Det er i den sammenhæng vigtigt at bemærke, at maorierne ikke havde et skriftsprog før Europæerne kom til landet i 1840’erne.

Poi-dans

Maorierne er meget udtryksfulde i dansen

Efter dansen takkede Svend på gruppens vegne ”Big Chief” for dans og musik, hvorefter vi blev bænket ved langborde for at indtage en fire-retters (moderniseret) Maori-menu, herunder ”Hangi” (jordovn og dens indhold af kylling, lam og kalv, søde kartofler og andre rodfrugter). Lækker mad som vi nød i selskab med en familie fra England/Australien, og en pige fra Mexico, der overbeviste os om, at Mexico bør være næste rejsemål. Hendes salgs-gen fejlede ikke noget, og hun viste sig da også at være informationsmedarbejder på Mexicos ambassade.

Ja, ja ... Annette har meget at laere endnu!

Big Chief praesenterer krigsdansens facetter

Nu har Svend "styr paa" krigsdansen

Fascinerende dans med trae-koeller

Haka-krigsdans

Ét er at lære om landets historie, men noget andet er at opleve maoriernes fantastiske tilknytning til værdierne jord, himmel og hav. En aften i selskab med maorierne giver stof til eftertanke, og er efter vores vurdering en oplevelse, som man bør tage med sig fra New Zealand.