|
Udsigt over Akaroa Harbour fra Hilltop Pass |
Vi måtte
opgive ”the final CountDown” i Christchurch , da det ved
supermarkedet ”CountDown” var umuligt at finde en parkeringsplads
– julehandlen var på sit højeste lille juleaftensdag. Vi forlod
derfor Christchurch tidligt på dagen, hvilket senere på dagen
skulle vise sig at være heldigt.
|
Udsigt over Akaroa fra camperpladsen |
Vi kørte
til halvøen, Banks Peninsula, som er dannet af vulkansk aktivitet
for elleve millioner år siden, og er det eneste område på Sydøen
med vulkaner. På halvøen passerede vi New Zealands to største
lavlandssøer, ”Lake Ellesmere” og ”Lake Forsyth”, hvor der
er et meget rigt fugleliv. Cirka 80 km øst for Christchurch ligger
byen Akaroa smukt ud til vandet (Akaroa Harbour) og omgivet af
bjerge.
|
Lille juleaften i Akaroa |
Akaroa blev
etableret i 1838 af franskmænd på ”fransk visit”. De købte det
meste af området af de lokale maorier, men da de kom retur i 1840
for at erklære hele landet for en fransk koloni, var det en postgang
for sent. Englænderne var kommet dem i forkøbet. Med sine små
caféer, gallerier, butikker, træhuse og franske gadenavne er Akaroa
en meget charmerende ferieby og et hyggeligt sted at besøge. Ved
ankomsten til Akaroa nød vi en sandwich i en dejlig gårdhave til
caféen ”The Stables”.
|
Den aeldste maori-kirke set fra soe-siden |
På en
bjergskråning i udkanten af Akaroa (med fabelagtig flot udsigt over
by og vand) ankom vi til camperpladsen ca. kl. 14, hvor vi oplevede
det første af flere jordskælv. Skælvet, der havde centrum kun ca.
40 km fra os, blev målt til 5,8 på Richterskalaen. Vi kunne på CNN
og i de lokale medier se, at skælvet og efterskælvene havde givet
anledning til stor panik i Christchurch, hvilket er forståeligt, når
man dagen forinden har oplevet de massive ødelæggelser, som
jordskælv har forårsaget i Christchurch. Vi var taknemmelige for,
at vi var nået til Akaroa under åben himmel.
|
Udmundingen fra Akaroa Harbour til Stillehavet |
Juleaftensdag
blev vi vækket af endnu et stort jordskælv kl. 6.30, så det blev
ligesom anledningen til at stå tidligt op og spadserede ned til
byens centrum. Her kiggede vi lidt på lørdagens markedsplads, men
”Farmers market” var hurtigt overstået, da det bestod af seks
små boder med kød, ost, og olier. Vi besøgte også et par af de
små butikker, herunder et smykkeværksted. Den New Zealandske Blue
Pearl findes i havet ved Akaroa, så det var spændende at se,
hvordan smykkedesignerne i Akaroa anvender den smukke perle.
|
Legesyge Hector-delfiner |
|
En lille Kekeno-saelunge |
Efter at
have nydt en julefrokostplatte med alt godt fra havet omkring Akaroa
gik vi ombord på en katamaran med henblik på at se delfiner under
en sejlads i den 14 km lange Akaroa Harbour. Der er på turen ingen
garanti for at se de prægtige vilde dyr, men vi var heldige, da de
små Hector-delfiner, der kun findes i New Zealand og som er én af
verdens mest sjældne arter, legesyge og nysgerrigt kom susende og
lynhurtigt svømmede omkring båden. Vi var også heldige at se små
Kekeno-sælunger og små blå pingviner i vandet. Det var specielt
sjovt at opleve de små pingviner i deres rette element, hvor de
meget adrætte ændrer retning lynhurtigt. Kaptajnen brugte
udtrykket; ”at pingvinernes GPS da vist var gået i selvsving”.
Undervejs så vi også flere skarvkolonier, og ved udmundingen til
Stillehavet så vi en Petrel, der er en havfugl på størrelse med en
albatros. Det blev alt i alt en meget oplevelsesrig tur - enestående
landskab med tydelige spor af vulkansk aktivitet og et rigt dyreliv i
vandet.
Tilbage på
land kunne vi mærke, at julefreden var ved at sænke sig over byen,
idet flere restauranter lukkede tidligt og andre gjorde klar til
julelukning den 25. december, som jo er julehelligdagen i New Zealand
. Vi vendte tilbage til caféen ”The Stables”, hvor vores
juleaftensmåltid bestod af en platte med lokale oste- og
pølsespecialiteter med tilbehør. Vi nød maden og aftensolen … og
tanken om, at ”juleræset” er overstået i Danmark, når vi
kommer hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar