Sæler og kalksten

Weka-fuglen

En afslappet Kekeno-sæl

Weka-kyllinger

Vi havde fint vejr fra morgenstunden, hvilket man skal sætte pris på ved vestkysten, hvor det gennemsnitlig regner 8 meter årligt! Når Svend så har valgt at medbringe støvler, som varer tre dage om at tørre, er det ekstra vigtigt at have et par dage med ”sandal-vejr”.

En kamp om hunnerne

Vi kørte nogle få km til Cape Foulwind og Tauranga Bay, hvor vi efter blot få minutters gåtur så de første legesyge sæler i vandet. Lidt længere fremme var der en stor koloni af de New Zealandske pælssæler, Kekeno-sæler, på klippeformationen. På klippeformationen fik man hurtigt et billede af, at vi er kommet i sælernes brunstperiode. Der var kamp om hunnerne og pladserne, og flere sæler havde tydelige sår efter kampene. De ét år gamle sælunger forholdt sig klogelig på afstand. Kekeno-sælerne er øresæler. Øresæler adskiller sig fra ægte sæler ved have et lille ydre øre (heraf navnet) og have bagluffer, der er mere bevægelige end de ægte sælers bagluffer. Øresælerne kan således dreje baglufferne fremad, hæve sig op på dem og gå, mens ægte sæler kun kan ”mave” sig frem. Det var en stor oplevelse at se og høre de prægtige dyr! Ved Tauranga Bay så vi også den store ternekoloni, mens kolonien af små blå pingviner ikke var ”hjemme” på dagen.

De unge sæler holder
sig på afstand

På parkeringspladsen ved Tauranga Bay så vi en fugl, der lignende en mellemting imellem en fasan og en høne. Vi så flere af denne type fugle senere på dagen og købte en fuglebog og en CD med fuglestemmer. Vi fandt ud af, at fuglen hedder en ”Weka”. Det er en lokal (native) fugl, som er karakteriseret ved, at den ikke kan flyve. Fuglens stemme lyder i retning af en rørdrum.

Vestkysten på Sydøen, som er en 600 km strækning langs med Det Tasmanske Hav og de Sydlige Alper, er meget øde (mindre end 1% af New Zealands befolkning bor her), men naturscenerierne skifter uafladeligt og byder på uforglemmelige oplevelser. Vi kørte fra Tauranga Bay langs kysten på vestsiden af Paparoa National Park, og vi kørte igennem byen Charleston. Charleston var centrum for det engang så blomstrende Buller-område med gamle guldudgravninger. Byen synes nu at være en kulisse.

Pancake Rocks og Blowholes

Annette og Nikau-palmer
ved Pancake Rocks

I Punakaiki gjorde vi ophold for at opleve ”Pancake Rocks” og ”Blowholes”. Pancake Rocks (pandekageklipperne) er lagdelte kalkstensklipper, som er skabt på havets bund for millioner af år siden og rejser sig lodret op af vandet. Videnskaben har endnu ingen endegyldig forklaring på fænomenet, men det gør ikke fascinationen mindre. Det er meget specielt. Når det er højvande, og vinden blæser, presses bølgerne op gennem smalle klippeskakter, og med susen og brusen står der vandsøjler højt, højt op i luften. Det kaldes ”blowholes”, og vi fik en lille indtryk af det, selvom vi ikke var der ved højvande.

Kalksten i lagdelte pandekager

Såvel udflugten til sælkolonien som til kalkstensklipperne er gode eksempler på, hvorledes man i New Zealand har gjort meget for at bevare, beskytte og præsentere naturlige seværdigheder. Besøg i områderne er gratis, og der er gjort meget ud af planchemateriale og bemandende informationskontorer, så guider er på langt de fleste steder helt unødvendige.

8. dec. kl. 18
i Greymouth

Fra Punakaiki til Greymounth er kystlinjen meget smuk med små klippeformationer i havet. Det lykkedes Svend at nyde udsigten på trods af vejnettet. Vejnettet er lidt bedre på Sydøen (indtil videre), men generelt er vejnettet på New Zealand ikke særlig godt. Vejene er smalle, ujævne og hælder nedad i siderne. Kiwierne kører de tilladte 100 km i timen – også på de snoede veje! Endvidere er det kendetegnende, at der er ganske få rastepladser langs vejnettet, hvilket kan undre, når der er så mange flotte udsigtspunkter og så langt imellem bare en lille smule bymæssig bebyggelse.

Greymounth er med sine ca. 3.000 indbyggere kystens største by takket være havnen og den umiddelbare nærhed til savværker og kulminer. Bymidten er pæn, men vi vælger nu at overnatte på en camperplads ved stranden i udkanten af byen. Den 8. december kl. 18 kan vi – til lyden af bølgerne i Det Tasmanske Hav og i solskin - nyde et glas kølig hvidvin på en havebænk … og læse om sne og storm i Danmark. En fascinerende kontrast! Vi har det på alle måder bare så godt!