Kalenderen fortalte os, at
det var fjerde søndag i advent, men det bar vores søndag nu ikke det
traditionelle præg af. Svend var ganske vist ude for at jage kronvildt … men
det var en jagt på det helt rigtige foto af en kronvildt-farm. Vi kørte igennem
landbrugsland fra vest til øst i den sydlige ende af Sydøen. Her så vi får
samlet i flokke med henblik på klipning, og kronvildt der lå i store flokke bag
indhegningerne. Dyreflokkene var omkranset af bløde bakker med strålende gule gyvel.
Det var et flot syn. Vi kom også igennem landbrugsland, som bød på mere
opdyrket jord med afgrøder. På en hegnspæl så vi en ”Bush Hawk” (New Zealandsk
Falk).
En lille kronvildt-farm
Vores mål for søndagsturen
var byen ”Dunedin”, som er New Zealands ældste by, grundlagt i 1848 af skotske
bosættere, og navnet betyder Edinburgh på gælisk (Edin on the Hill). Byen
ligger smukt ud til Stillehavet ved halvøen ”Otago Peninsula”, og da man i 1860
fandt guld her, var Dunedin i en årrække landets kommercielle hovedstad.
Landets første universitet blev bygget i Dunedin, og byen var også centrum for
landets første uldspinderi og den første daglige avis.
Vi gav ikke prioritet til
at se byen, men derimod til en udflugt på den med byen forbundne halvø, ”Otago
Peninsula”, hvor vi mandag oplevede de sjældne guløjede pingviner samt verdens
største albatrosser (Royal Albatross).
Vejnettet på Otago
Peninsula er oprindelig lavet til smalle hestevogne. Vejene er blevet
asfalteret, men ikke udvidet i bredden, så det er en udfordring at passere en
anden camper på vejen! Til gengæld er der meget smukt på halvøen, og udsigten
over Dunedins havneindsejling er fantastisk.
En ung guløjet pingvin hviler sig i solen
Ud af verdens 18
pingvinarter hører de guløjede pingviner til én af de mest sjældne. Det
antages, at der maksimalt findes 2.000 og kun i New Zealand. På Maori hedder
pingvinerne ”hoiho”, hvilket betyder ”støjende fugl”. Pingvinerne er støjende,
når de afmærker territorium i forhold til artsfæller. De guløjede pingviner
lever nemlig ikke socialt i flokke. De lever parvis i behørig afstand af andre
par. McGrouther familien har på deres private farm (ca. 230 hektar med privat
strand) etableret et reservat for de guløjede pingviner. Reservatet, kaldet
”Penguin Place”, har til formål at understøtte de guløjede pingviners
overlevelsesmuligheder. Reservatet finansieres via betaling for guidede ture i
reservatet. I reservatet stiller de redepladser til rådighed for pingvinerne,
de har et lille ”hospital” for syge og sårede pingviner, de afskærmer
pingvinerne fra fjender på landjorden (hunde, possum’er, og katte), og de overvåger
og registrerer pingvinernes liv.
En guløjet pingvin med tvillinger
En travetur på 90 minutter
med guide i reservatet er en spændende oplevelse. Via halvvejs underjordiske og
camouflerede gangstier kommer man frem til camouflagebeklædte skure i
klitterne, hvorfra man ubemærket og på tæt hold kan betragte de 56-78 cm høje og
ca. 5 kg tunge pingviner, der på denne tid af året vogter deres ”chicks”
(pingvinerne får typisk tvillinger). Desværre har antallet af ynglende
pingviner været nedadgående de seneste tre år, hvilket primært skyldes mangel
på føde i havet. I reservatet fodrer man ikke pingvinerne. Reservatet har 70
redepladser, men i år er der kun 10 ynglende par. Guiden var dog
fortrøstningsfuld, da man havde oplevet en stigning i antallet af overlevende
unger de seneste år, og dermed også en stigning af antallet af nye
”kærestepar”. Vi så flere af de unge pingviner, herunder nogle med mager. De
unge pingviner (”juveniles”) adskiller sig fra de voksne pingviner ved, at de
mangler det gule ”hovedbånd”.
Kekeno-sælen hviler sig også i solen
I reservatet så vi igen
New Zealandske øre-sæler, men til forskel fra tidligere var vi nu på kun ca. 15
meters afstand af de prægtige dyr. Sælerne lå på stranden og i græsset og
slappede af i solen efter en nat til søs. Sælerne er ikke en trussel for
pingvinerne.
Royal Albatross "skudt" i høj fart
Fra de guløjede pingviners
paradis kørte vi et par kilometer videre til halvøens spids, ”Taiaroa Head”,
hvor ”Royal Albatros Centre” er beliggende. Dette er det eneste sted i verden,
hvor verdens største havfugl, der måler 1,1 meter og har et vingefang på op til
3,3 meter, yngler på fastlandet. Omkring 20 par af de sjældne royal albatrosser
kommer således hertil fra den anden ende af kloden (de kan flyve op til 110 km
i timen) for at yngle, finde mager og øge bestanden med en enkelt unge hvert
andet år.
Anskuelighedsundervisning for børn ... og voksne
Fra et udkigstårn kunne vi gennem et tykt glasvindue komme helt tæt
på én af giganterne, der lå på rede med sin unge under sig. Vi fik også
lejlighed til at se et par af de graciøse ”svæveflyvere” på kun ca. 30 meters
afstand. Det er imponerende at se hvordan de store fugle dykker, drejer, vender
og flyver til vejrs ved blot den letteste bevægelse af de store vinger. Ved
centret så vi desuden fire mågekolonier på hver ca. 2.000 fugle og en koloni
med skarv.
Udsigt over Oamaru
Mandag eftermiddag kørte
vi nordpå til Oamaru, hvor vi var på en guidet aftentur, der inkluderede en
byrundtur og to pingvinkolonier.
Guløjede pingvinpar pudser hinanden
Oamaru er hjertet i
Waitiki distriktet (Waitiki er en stor flod, som blandt andet forsyner tre
vandkraftværker). Fortidens rigdom (baseret på guldfund, uld og korn) afspejles
i byens arkitektur i den victorianske stil. Her er de smukkeste kalkstenshuse,
og byen har da også landets største samling af fredede bygninger. Endvidere
bryster byens sig af at være det sted i verden, hvorfra man for første gang fragtede
frosset mad oversøisk.
Guløjede pingviner på vej i land
De stejle skrænter, som pingvinerne forcerer
"Nu må det være nok"
Efter byrundturen besøgte
vi en lille koloni på ca. 20 guløjede pingviner, der holder til ved stranden
Bushy Beach. Her har Department of Conservation etableret gode stier og
udsigtsplatforme, hvorfra man kan nyde dyrene uden at genere deres færden. Vi
så 7 guløjede pingviner, heraf et kærestepar på få meters afstand. Vi
imponeredes over, hvorledes de små dyr er i stand til at vralte over 50 meter
op ad de ekstremt stejle skrænter ved stranden.
Lille blå pingvin
Dagens tredje højdepunkt
var at se en koloni af verdens mindste pingviner, de et kilo tunge og ca. 40-45
cm høje, blå pingviner. I ”Oamaru Blue Penguin Colony”, der drives af
Department of Conservation som et forskningsprojekt, bor og yngler de små blå
pingviner i små huller tæt ved Oamarus havn i et gammelt stenbrud. Når
tusmørket falder på, vralter de små pingviner i større og mindre flokke i land
ved kolonien. Det er et herligt syn! Desværre er det ikke tilladt at fotografere.
Forbuddet skyldes, at mange med digitalkameraer ikke kan finde ud af at undlade
at bruge blitz. Blitzlys forårsager blindhed hos pingvinerne. Forbuddet synes
at være på sin plads, når man kigger på, hvor svært folk i øvrigt har ved at
forstå guidens utallige henstillinger om, at man skal være stille og forholde
sig i ro, når de ca. 150 små blå pingviner svømmer i land, pudser sig på
klippeskrænterne og vralter op til deres mager og chicks.
Hovedgaden i Oamaru
Tirsdag slappede vi lidt
af og gik til centrum, hvor hovedgaden oprindelig blev dimensioneret efter
oksekærrer. Her er der god plads til trafikken! Vi kiggede lidt nærmere på Oamarus
historiske kvarter, ”Victorian Historic Precinct”, der i de gamle victorianske,
højloftede kalkstenshuse byder på antikvitetsbutikker, pottemagere, spisesteder
og en hollandsk bager. Endvidere besøgte vi det familieejede osteri,
”Whitestone Cheese”, der siden 1987 har produceret håndlavede kvalitetsoste.
Deres milde og cremede blåskimmelost, ”Windsor Blue”, er en af New Zealands
mest prisvindende, og kan varmt anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar