Øst til Vest på Sydøen

Med udgangspunkt i Blenheim er der flere muligheder; (i) mod syd til Kaikura, hvor man kan komme tæt på kaskelothvalerne, (ii) mod nordvest til den mindste og vist mest besøgte af landets 14 nationalparker, Abel Tasman, som er omgivet af gyldne sandstrande, og (iii) mod sydvest til vestkysten.

Vi valgte at køre til vestkysten og kørte langs Wairau River i dalområdet med mange vinmarker og derefter får. Ja, vi ser mange får, men bestanden af får på New Zealand er faktisk faldet drastisk siden 1982, hvor den toppede med 70,3 millioner får. I 2007 var der 38,6 millioner får (Svend tror, at vi har set halvdelen af fårebestanden på nuværende tidspunkt!). Over fårene var der enkelte steder med sne på bjergtinderne.

Lake Roroiti i
Nelson Lakes National Park

Vi gjorde ophold nær landsbyen St. Arnaud ved søen, Lake Rotoiti, der er den ene af to smeltevandssøer, som har lagt navn til Nelson Lakes National Park. Lake Rotoiti ligger i det nordøstlige hjørne af nationalparken, og søen er smukt omgivet af både frodig skov og bjerge ca. 500 meter over havets overflade.

Herefter kørte vi langs den store og meget lange flod, Buller River, hvor får med sjove, kåde forårslam græssede på bjergsiderne. Langs vejsiden var der et væld af margueritter, smørblomster og lupiner. Vi passerede den sydligste del af Kahurangi National Park, som er landets næststørste nationalpark med over 570 km vandrestier. Nationalparken, der blev etableret i 1996, omfatter et areal på ca. 450.000 ha, hvilket er en stor del af det nordvestlige hjørne af Sydøen, og svarer til ca. 10% af Danmarks areal.

Vi så også mange meget store vildtfarme med flere hundrede dyr i hver indhegning. Vi undrer os over, at vi ikke ser ret meget vildtkød i supermarkederne på New Zealand. Måske er det fordi, kødet bliver eksporteret til Danmark? Udbuddet af vildtkød i SuperBrugsen i Ulfborg, som ligger i Danmarks ”smørhul” for kronvildt, består i hvert fald kun af New Zealands kød. En tanke værd!

Carters Beach ved Westport

Det sidste stykke mod vestkysten kørte vi fortsat langs Buller-floden, men her med vejen liggende kilet ind mellem floden og en frodig klippevæg (bregner nederst, blomstende småbuske i mellemstykket og nåletræer i øverst). Det er en meget flot tur, men den kræver stor koncentration fra Svend som chauffør. Vi når frem til Westport sidst på eftermiddagen og bemærker, at kassedamerne i supermarkedet nu er iført hårbøjler med farvestrålende rensdyr og engle! Vi vælger at slå os ned lige uden for byen ved Carters Beach, som ligger ganske tæt på sælkolonien ved Cape Foulwind. Selve stranden, Carters Beach, er ikke specielt indbydende. Sandet er nærmest gråsort – minder vist lidt om Tenerife.