Hovedstaden Wellington

Med dieseltanken fuld (det er vigtigt!) kørte vi i regnvejr og dis langs den østlige side af Tongario Nationalpark, der blev etableret i 1887 og er så speciel, at den er på Unescos liste over bevaringsværdige steder. Tongariro National Park er landets ældste nationalpark, kendt for sin afvekslende natur og de tre aktive vulkaner, Mt. Tongariro (1.967 meter), Mt. Ngauruhoe (2.287 meter) og Mr. Ruapehu (2.797 meter). På grund af vejret kunne vi desværre ikke se de tre vulkaner/bjerge.

Vejen langs østsiden af Tongario er ca. 50 km lang og meget snoet i kuperet terræn. Vejen må ofte lukkes om vinteren. Det sker rent fysisk ved en bom for hver ende af den lange strækning. Der er absolut ingen bebyggelse i området (derfor er dieseltankens indhold vigtig!), hvor man også kommer igennem meget store lyngarealer i Rangipo Desert med militært øvelsesområde – hvis det ikke var for bjergterrænet, ville man føle sig hensat til Borris i Vestjylland!

Andemor med sine ællinger
på camperpladsen i Gracefield

I solskin kørte vi videre sydpå ad forholdsvis gode veje med græsgrønne bløde bakker og masser af får – helt mod syd igennem fladt landbrugsområde. I Porirua provianterede vi og bemærkede, at der nu er julemusik i supermarkedet. Ved havnen i hovedstaden Wellington sælges juletræer! Det virker underligt, når der er 18-20 graders varme. Efter at have tilbagelagt ca. 350 km nyder vi eftermiddagen i fred og ro på en camperplads i Gracefield, Lower Hut, i udkanten af Wellington. Den eneste ”støj” er fra Kokako-fuglene. Fuglestemmen kan aflyttes på www.nzbirds.com.

Vores camper? Tja, vores New Zealandske ”United-camper” har ca. samme størrelse som vores egen Europæiske ”Hymer-camper”, men dermed ophører ligheden også. På plussiden tæller (for Svend), at United-camperen har Mercedes-motor, og (for os begge) at den har automatgear. På minussiden tæller generelt dårlig kvalitet i apteringen (indvendige skabe m.v.) og manglende elektronisk overvågning af el, vand og varme. Nuvel, vi er meget glade for vores et-værelses-hjem i New Zealand.

Wellington set fra Te Papa

Med bydele spredt ud over bakketoppe og skrånende bjergsider og centrum kilet ind mellem bjergskråninger og det forblæste Cook Strait ligger Wellington. Byen blev hovedstad i 1865 og er verdens sydligst beliggende hovedstad. Med sine kun 190.500 indbyggere (ca. 450.000 i hele Wellington-regionen) er Wellington samtidig en af verdens mindste hovedstader. Alligevel har den alt, som enhver anden storby, og så lidt til. Et af de ekstra krydderier er, at der ofte er jordskælv, idet byen uheldigvis er placeret oven på brudlinjer. Det vil sige på linjer, hvor tektoniske plader ligger og gnider mod hinanden og dermed forårsager jordskælv. I camperpladsens faciliteter er der således også udførlige retningslinjer for handlemåde i tilfælde af ”mærkbare” jordskælv. Som de fleste storbyer, synes vi, at Wellington er en grim by.

2. søndag i advent iført sandaler, shorts, soltop og kasket – er I misundelige? Det er der god grund til at være … okay kasketten tjente et særligt formål i dag, da vi for første gang i 14 dage på New Zealand oplevede jævnlige byger hele formiddagen og tæt overskyet vejr hele dagen. Formiddagen blev brugt på at opdatere bloggen og vaske tøj. Over middag tog vi bussen ind til centrum for at opleve New Zealands nationalmuseum Te Papa.

Busturen var en speciel oplevelse. Chaufføren var formentlig Colombianer, men han kørte som en rigtig Inder! Uha, det er ikke sjovt at være fodgænger, cyklist eller trafikant i nærheden af ham! Som passager trænger man blot til ”noget at styrke sig på”, hvis man når ud af bussen, inden chaufføren klapper døren i! Det er nemt at finde ”noget at styrke sig på”. Det siges, at Wellington har flere caféer pr. indbygger end f.eks. New York City, og vi fandt da også, at restauranter, caféer og barer ligger side-om-side i centrum. Her i Wellington – såvel som i de øvrige storbyer på turen – Sydney i Australien og Auckland i nord i New Zealand – har vi set nogle få butikker med danske varemærker. Kan I gætte hvem, der er repræsenteret? Det er ”Georg Jensen”, ”Pandora” og ”BoConcept”.

Te Papa

Te Papa åbnede i 1998, og var da en sensation takket være al den moderne teknologi, der er anvendt for at gøre museet så interaktivt og attraktivt som muligt. Det er vores opfattelse, at det er lykkedes ganske godt! Også museets størrelse er imponerende – 36.000 m² fordelt på seks etager, så hvis man ikke vil spendere mere end en dag her, må man lige udvælge de afsnit, som man gerne vil se. Det sidste gjorde vi.

I Te Papa koncentrerede vi os om tre områder. Det første område var ”Awesome Forces”, der fokuserer på, hvorledes tektoniske plader, jordskælv, vulkaner og vand har formet New Zealands landskab. Det næste område var ”Mountains to Sea”, hvor fascinerende historier om New Zealands dyr og planter blev præsenteret. Det sidste område var ”Blood Earth Fire”, der gav et  skræmmende indblik i, hvorledes mennesker har haft indflydelse på landskabet i New Zealand. Det er en dramatisk historie om, hvorledes det engang uberørte miljø blev omdannet til opdyrket jord. Her får man også grafisk ”syn for sagen” i forhold til maoriernes ”afgivelse” af landområder og rovdriften på kauri-træerne. Vi kan varmt anbefale et besøg på Te Papa!

I morgen forlader vi Nordøen, og spørgsmålet er nok; ”Fik I set det, som I gerne ville på Nordøen?”. Ja, alt i alt må vi sige, at vi nåede at se det, vi gerne ville, MEN der er mere at se! Terrænet snyder i forhold til km-afstande. Annette havde troet, at vi på 14 dage uden flere dage med langvarig og anstrengende kørsel kunne nå også at se Nordøens østkyst, som er meget tyndt befolket (ca. 83% af befolkningen er af maori-oprindelse) med uspoleret og ældgammel natur. I øst finder man byen Gisborne, der bryster sig af at være den by, der ser solen først. Området omkring Gisborne, herunder Hawke’s Bay, er også landets andet største vinproducerende område, hvilket vi har fået rigtig dejlige smagsprøver på. Nordøens østkyst må vi opleve en anden gang.