Doubtful Sound

Doubtful Sound, som er 420 meter dyb og 40 km lang, er den næststørste af fjordene i Fiorland National Park, ca. ti gange større end Milford Sound. Man kan komme til fjorden fra søsiden (Det Tasmanske Hav), via helikopter eller ved at krydse Manapouri-søen og køre over Wilmot Pass. Vi havde valgt den sidste løsning, idet vi hjemmefra havde bestilt en minikrydstogt på Doubtful Sound med Real Journeys.

Vandkraftværket ved Manapouri

Vi blev hentet om formiddagen af Real Journeys’ buschauffør, der kom i en minibus til 21 passagerer. Han var meget munter og bad os om at undlade at slås om pladserne … vi var de eneste, der skulle med ”shuttle-bussen” fra Te Anau til Manapouri! Vores muntre chauffør bragte os til Lake Manapouri, som vi krydsede i en katamaran. Det gik stærkt! Katamaranen bragte os til den vestligste side af søen, ”West Arm”.

Udsigt til Doubtful Sound fra Wilmot Pass

Ved indsejlingen til West Arm ligger et stort vandkraftværk. På et tidspunkt havde man planer om at hæve Manapouri-søens overflade 27 meter for at anlægge et vandkraftværk. Det gav anledning til stor offentlig protest, og naturfredningsfolk løb af med sejren, hvorefter et enormt kraftværk blev bygget 200 meter under bjergene ved West Arm. I dag kan søens overflade kontrolleres, og det underjordiske vandkraftværk, ”Manapouri Hydroelectric Power Station” kan producere 730 MW, hvilket svarer til ca. 15% af landets energiforbrug. Det var imidlertid nødvendigt at bygge en vej fra West Arm over Wilmot Pass, gennem regnskov til Hall Arm i Doubtful Sound i et område kendt som Deep Cove. Her sendes vand fra Lake Manapouri ud i havet gennem en ti km lang afløbskanal under bjergene.

Det højeste vandfald (800 meter) i Doubtful Sound

I West Arm blev vi modtaget af en buschauffør, som skulle bringe os sikkert over Wilmot Pass til Deep Cove, der er den inderste vig i Doubtful Sound. Chaufføren, Chris, bød os velkommen og indledte med at sige; ”at vi kunne være helt trygge ved ham … han var nemlig kun vant til at køre både”. Så var stilen ligesom lagt, og den stil var kendetegnende for hans små anekdoter, naturvejledning og vittigheder på busturen. Turen over Wilmot Pass byder på landets frodigste regnskov med skulpturelle, mosklædte træer, vandfald og brusende floder. Vi gjorde ophold på toppen af Wilmot Pass, hvor der var en storslået udsigt ud over Doubtful Sound. Vi bemærkede i øvrigt samtidig, at det skydække, som havde karakteriseret hele formiddagen på østsiden af passet, var nærmest ikke-eksisterende på vestsiden af passet. Perfekt vejr til sejltur på Doubtful Sound!

Den storslåede natur i Doubtful Sound

I Deep Cove gik vi midt på eftermiddagen ombord på Fiorland Navigator, der er et cruise-skib med Volvo-motorer og tre sejl. Skibet har plads til 70 passagerer, og vi var i alt ca. 25, så der var god plads. Der var ikke sparet på skibets bemanding, som var en oplevelse for sig. Det var hovedsagelig unge mennesker, der udstrålede stor disciplin, samarbejdsevne og glæde over store som små opgaver. Særlig naturvejlederens, Jasons, entusiasme og viden satte vi stor pris på.

Doubtful Sound's "badestrand", som tilhører sandfluer!

James Cook navngav Doubtful Sound i 1770, da han fandt vindforholdene for drilagtige til, at han turde sejle ind i fjorden. Synd for ham, for det er en smuk fjord omgivet af høje bush-klædte bjerge med sneklædte tinder og vandfald, der vælter ned fra lodrette klippesider (det højeste vandfald er ca. 800 meter langt). Og så er der – specielt i bifjordene - stille. Meget stille. Derfor har fjorden fået tilnavnet ”The Sound of Silence”. Stilheden fik vi specielt at mærke i den første bifjord, ”Crocked Arm” (bifjorden er på størrelse med Doubtful Sound). I Crocked Arm kunne de passagerer, som ikke ønskede en ekskursion på fjorden i havkajakker eller i en 20-personers motorbåd, nemlig nyde udsigten fra stævnen på det langsomt drivende skib. De eneste lyde, der kunne høres, var fuglestemmer og brus fra mindre vandfald. En helt fantastisk smuk og dejlig oplevelse.

Udmundingen til Det Tasmanske Hav

Fra Crocked Arm sejlede vi ud mod Det Tasmanske Hav og kunne løbende føle, hvordan vinden og bølgerne tog til. Helt ude ved mødet med Det Tasmanske Hav kunne vi opleve en meget, meget stor koloni af de New Zealandske pælssæler, Kekeno-sæler, på en kæmpe klippeformation. Kekeno-sælerne er som tidligere beskrevet øre-sæler, hvorved de faktisk rettelig burde betegnes søløver. Vi kunne også se 4-6 albatrosser (antallet afhang af, om man som Svend stod med en kikkert).

Sælkolonien på klipperne

Tilbage i Doubtful Sound sejlede vi ind i mere smulte vande i bifjorden, ”First Arm”, og her blev der kastet anker for natten. Efter aftenbuffeten holdt naturvejlederen en times meget interessant foredrag om geologi, dyreliv og fauna i New Zealand, herunder med særlig fokus på Doubtful Sound. Det var super godt, men så var alle også trætte efter dagens mange oplevelser og den friske luft på vandet.

Den store han markerer sig

Næste morgen var alle tidligt oppe for få mest muligt ud af de sidste timer i den fantastiske natur. Efter ca. en times sejlads var der 4-6 legesyge delfiner, som sprang op af vandet flere gange, mens de svømmede langs skibet. Annette fik et godt indtryk af de store dyr, men Svend og mange af de andre passagerer nåede ikke at se dem. Det er nemlig noget af en kunst for kaptajnen at give alle mulighed for at se delfinerne. Når han eller naturvejlederen får øje på sælerne, sænkes hastigheden på skibet. Det giver flere passagerer mulighed for at nå at se delfinerne, men når hastigheden på skibet sænkes, keder delfinerne sig og svømmer væk.

Turen på Doubtful Sound blev afrundet i bunden af bifjorden, ”Hall Arm”, hvor kaptajnen slukkede motoren og opfordrede alle til komme op på øverste dæk og være stille. Om end solens stråler endnu ikke kunne lune, var det herligt i stilhed at betragte de stejle bjergsider, der spejlede sig i det næsten blikstille vand. Alle var andægtigt stille, og ikke et foto blev der taget. Det eneste, der kunne høres var fuglefløjt fra bushen og rislen fra et vandfald – ”The Sound of Silence”. En god afslutning på et uforglemmeligt døgn.

For os gik hjemturen med bus over Wilmot Pass, med katamaran over Manapouri-søen og med ”shuttle-bus” tilbage til camperpladsen i Te Anau. Vi var mætte af oplevelserne på Doubtful Sound og MEGET trætte.