Jordskaelv og jul i Akaroa

Udsigt over Akaroa Harbour fra Hilltop Pass

Vi måtte opgive ”the final CountDown” i Christchurch , da det ved supermarkedet ”CountDown” var umuligt at finde en parkeringsplads – julehandlen var på sit højeste lille juleaftensdag. Vi forlod derfor Christchurch tidligt på dagen, hvilket senere på dagen skulle vise sig at være heldigt.

Udsigt over Akaroa fra camperpladsen

Vi kørte til halvøen, Banks Peninsula, som er dannet af vulkansk aktivitet for elleve millioner år siden, og er det eneste område på Sydøen med vulkaner. På halvøen passerede vi New Zealands to største lavlandssøer, ”Lake Ellesmere” og ”Lake Forsyth”, hvor der er et meget rigt fugleliv. Cirka 80 km øst for Christchurch ligger byen Akaroa smukt ud til vandet (Akaroa Harbour) og omgivet af bjerge.

Lille juleaften i Akaroa

Akaroa blev etableret i 1838 af franskmænd på ”fransk visit”. De købte det meste af området af de lokale maorier, men da de kom retur i 1840 for at erklære hele landet for en fransk koloni, var det en postgang for sent. Englænderne var kommet dem i forkøbet. Med sine små caféer, gallerier, butikker, træhuse og franske gadenavne er Akaroa en meget charmerende ferieby og et hyggeligt sted at besøge. Ved ankomsten til Akaroa nød vi en sandwich i en dejlig gårdhave til caféen ”The Stables”.

Den aeldste maori-kirke set fra soe-siden

På en bjergskråning i udkanten af Akaroa (med fabelagtig flot udsigt over by og vand) ankom vi til camperpladsen ca. kl. 14, hvor vi oplevede det første af flere jordskælv. Skælvet, der havde centrum kun ca. 40 km fra os, blev målt til 5,8 på Richterskalaen. Vi kunne på CNN og i de lokale medier se, at skælvet og efterskælvene havde givet anledning til stor panik i Christchurch, hvilket er forståeligt, når man dagen forinden har oplevet de massive ødelæggelser, som jordskælv har forårsaget i Christchurch. Vi var taknemmelige for, at vi var nået til Akaroa under åben himmel.

Udmundingen fra Akaroa Harbour til Stillehavet

Juleaftensdag blev vi vækket af endnu et stort jordskælv kl. 6.30, så det blev ligesom anledningen til at stå tidligt op og spadserede ned til byens centrum. Her kiggede vi lidt på lørdagens markedsplads, men ”Farmers market” var hurtigt overstået, da det bestod af seks små boder med kød, ost, og olier. Vi besøgte også et par af de små butikker, herunder et smykkeværksted. Den New Zealandske Blue Pearl findes i havet ved Akaroa, så det var spændende at se, hvordan smykkedesignerne i Akaroa anvender den smukke perle.

Legesyge Hector-delfiner

En lille Kekeno-saelunge

Efter at have nydt en julefrokostplatte med alt godt fra havet omkring Akaroa gik vi ombord på en katamaran med henblik på at se delfiner under en sejlads i den 14 km lange Akaroa Harbour. Der er på turen ingen garanti for at se de prægtige vilde dyr, men vi var heldige, da de små Hector-delfiner, der kun findes i New Zealand og som er én af verdens mest sjældne arter, legesyge og nysgerrigt kom susende og lynhurtigt svømmede omkring båden. Vi var også heldige at se små Kekeno-sælunger og små blå pingviner i vandet. Det var specielt sjovt at opleve de små pingviner i deres rette element, hvor de meget adrætte ændrer retning lynhurtigt. Kaptajnen brugte udtrykket; ”at pingvinernes GPS da vist var gået i selvsving”. Undervejs så vi også flere skarvkolonier, og ved udmundingen til Stillehavet så vi en Petrel, der er en havfugl på størrelse med en albatros. Det blev alt i alt en meget oplevelsesrig tur - enestående landskab med tydelige spor af vulkansk aktivitet og et rigt dyreliv i vandet.

Tilbage på land kunne vi mærke, at julefreden var ved at sænke sig over byen, idet flere restauranter lukkede tidligt og andre gjorde klar til julelukning den 25. december, som jo er julehelligdagen i New Zealand . Vi vendte tilbage til caféen ”The Stables”, hvor vores juleaftensmåltid bestod af en platte med lokale oste- og pølsespecialiteter med tilbehør. Vi nød maden og aftensolen … og tanken om, at ”juleræset” er overstået i Danmark, når vi kommer hjem.

I selskab med maorier

Vores maori-guide i Willowbank

Svend udpeges som "chief"

I nærheden af camperpladsen i Christchurch ligger ”Willowbank”, som er et område, der indeholder fuglereservat og en Maori-landsby. I Willowbank blev vi sammen med ca. 40 andre turister modtaget af en Maori-guide, der udpegede …. ja, gæt selv hvem …. Svend som gruppens ”chief”. Svend skulle indledningsvis lære og vise os andre, hvordan man gør en ”hongi”. Hongi er en hilsen, hvor man presser næserne mod hinanden.

En frygtindgydende maori-kriger

Nogle af medlemmerne i Svends gruppe kom for sent til arrangementet på grund af trafikken, hvilket fik Maori-guiden til at berette om, at ankomsttidspunktet er altid det rette – ting sker, når ting skal ske – forsinkelsen havde måske til formål at undgå et trafikuheld eller andet.

Krig eller fred?

Svends næste opgave bestod i at føre gruppen frem til Maori-landsbyen, hvor han blev mødt af én af landsbyens krigere, der skulle vurdere, om Svend kom ”med krig eller med fred”. Krigeren brugte store armbevægelser og stor mimik med øjne, næse og mund, herunder særligt tungen. Krigeren lagde et bregneblad få meter foran Svend. Heldigvis for os alle sammen forstod Svend, hvordan han skulle vise, at han kom med fred, idet han samlede bregnebladet op og holdt det i venstre hånd frem mod krigeren og ”Big Chief”, som stod i baggrunden.

Big Chief byder velkommen

Hermed blev Svend og gruppen inviteret indenfor i landsbyen, hvor vi fik en fantastisk flot oplevelse af maoriernes traditionelle danse, herunder den berømte krigsdans ”Haka”. Annette og de øvrige kvinder i Svends ”stamme” skulle lære ”Poi”, som er en dans med hørbolde på snor, mens mændene - anført af Svend - udførte elementer af krigsdansen. Sidstnævnte udførelse skulle ifølge ”Big Chief” vise kvinderne, at mænd kan ”multi-taske” (klare to ting på én gang – i dette tilfælde at trampe med én fod og samtidig række tunge!). Den mest imponerende dans kan vi ikke huske navnet på, men Maori-kvinderne brugte ”sticks” (små træ-køller), som de kastede til hinanden med utrolig høj præcision og rytmik. Det var bare så flot!

Maori-guiden i landsbyen

Maorierne er meget udtryksfulde i deres dans og mimik – store arm- og benbevægelser, store våben og voldsomme ansigtsudtryk. De bærer markante tatoveringer, herunder også ansigtstatoveringer. Især kvindernes tatoveringer på hagen og mændenes tatoveringer på armene fangede vores opmærksomhed. Alt sammen er det et udtryk for, at maorierne fortæller deres historie og kan genfortælle den for de kommende generationer. Det er i den sammenhæng vigtigt at bemærke, at maorierne ikke havde et skriftsprog før Europæerne kom til landet i 1840’erne.

Poi-dans

Maorierne er meget udtryksfulde i dansen

Efter dansen takkede Svend på gruppens vegne ”Big Chief” for dans og musik, hvorefter vi blev bænket ved langborde for at indtage en fire-retters (moderniseret) Maori-menu, herunder ”Hangi” (jordovn og dens indhold af kylling, lam og kalv, søde kartofler og andre rodfrugter). Lækker mad som vi nød i selskab med en familie fra England/Australien, og en pige fra Mexico, der overbeviste os om, at Mexico bør være næste rejsemål. Hendes salgs-gen fejlede ikke noget, og hun viste sig da også at være informationsmedarbejder på Mexicos ambassade.

Ja, ja ... Annette har meget at laere endnu!

Big Chief praesenterer krigsdansens facetter

Nu har Svend "styr paa" krigsdansen

Fascinerende dans med trae-koeller

Haka-krigsdans

Ét er at lære om landets historie, men noget andet er at opleve maoriernes fantastiske tilknytning til værdierne jord, himmel og hav. En aften i selskab med maorierne giver stof til eftertanke, og er efter vores vurdering en oplevelse, som man bør tage med sig fra New Zealand.

Christchurch

Centrum i Christchurch

"Butiksgaden" er midlertidigt opbygget med container-butikker

22. december i solskin - det giver en roed "Rudolf-tud"

Umiddelbart nord for Oamaru passerede vi onsdag den 110 km lange og meget brede blod, ”Waitaki River” (vandkraftanlæg i de med floden tilknyttede søer og ved floden har en samlet kapacitet på ca. 1.800 MW, hvilket svarer til det private strømforbrug i en by på størrelse med Aarhus).

Fra floden kørte vi langs østkysten ud mod Stillehavet til havnebyen, ”Timaru”, som er den næststørste by i Canterbury-regionen (den største by er Christchurch). Ud over at være et enormt landbrugsområde er Canterbury også landets fjerde største vinproducerende region. Igennem landbrugslandet så vi flere hestefolde, dressur- og springbaner, end vi tidligere har set i New Zealand. Vi så også flere ”Australian Magpie” fugle, der ligner krager i sort-hvide farver, og ”Australasian Harrier” rovfugle med et vingefang på op til 1,5 meter. En pudsig ting, som vi med jævne mellemrum har set langs flere andre landeveje, er en tradition for, at fårehegn langs vejen er totalt ”plastret til” med enten fodtøj eller cykler. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad skikken skal symbolisere.

Kunstcenteret omkranset af afstivning

Vi passerede endnu en meget bred flod, ”Rakaia River”, og nåede frem til Christchurch midt på eftermiddagen. Christchurch er landets næststørste by, og takket være sine hundredvis af grønne åndehuller, en botanisk have og masser af flotte private haver, lyder Christchurch også kælenavnet ”The Garden City”.

En af de bygninger som ikke kan reddes

I september 2010 og igen i februar 2011 blev Christchurch, som omtrent er på størrelse med Aarhus, ramt af omfattende materielle ødelæggelser på boliger, infrastruktur og produktionsapparat i forbindelse med store jordskælv. Op mod hver tredje bygning er blevet - eller skal - jævnes med jorden og genopbygningen forventes at tage 10-15 år. Sat i forhold til New Zealands økonomi skal landet regne med en forholdsmæssig større udgift end det, Japan kommer til at betale for jordskælvet tsunamien 11. marts.

En tom bygning som skal nedrives etage for etage

Centrum i Christchurch var tidligere kendt for en livlig, bilfri bymidte med store victorianske bygninger og den over hundrede år gamle Christchurch Cathedral med de flotteste glasmosaikvinduer og udskårne træpaneler, som fortalte byens og kirkens historie.

Kontrasterne i centrum

Dansksprogede guidebøger er naturligvis ubrugelige, når man skal vurdere, hvad der er mulighed for at opleve i Christchurch i dag, men de lokale turistguidebrochurer fra 2011 kan heller ikke bruges, da flere bygninger løbende bliver kategoriseret som nedrivningsværdige. Selv camperplads-mor kunne ikke redegøre for, om det var muligt at se byens moderne kunstmuseum fra 2003, da hun ikke havde været i centrum siden jordskælvene. I lighed med mange andre kunne hun ikke klare at se ødelæggelserne, da én af hendes bekendte var blandt de ca. 200 personer, der mistede livet, da katedralen og én anden bygning kollapsede totalt.

Oedelaegellserne er tragiske

Totalt kaos

Torsdag, den 22. december, bød på høj sol, ingen skyer og minimum 22 grader, hvilket for Annette resulterede i en rød ”Rudolftud” og varme kinder, hvorpå man kunne spejle æg! Vi besluttede os for at tage en bus ind til centrum og derfra med et nyetableret busselskab, der i en typisk engelsk, åben dobbeltdækkerbus foreviser den indre by, effekten af ødelæggelserne og de tiltag, som er iværksat med henblik på genopbygning. Genopbygningen besværliggøres af, at mange efterskælv forhindrer forsikringstegning, hvilket umuliggør finansiering. Det var meget deprimerende at se de voldsomme ødelæggelser, samt flotte ældre og nyere bygninger der stod forladt og klar til nedrivning.

Tilbage på camperpladsen var vi begge meget stille og så frem til en munter aften i selskab med maorier.

Sjældne pingviner og albatrosser

Får, får og atter får

Kalenderen fortalte os, at det var fjerde søndag i advent, men det bar vores søndag nu ikke det traditionelle præg af. Svend var ganske vist ude for at jage kronvildt … men det var en jagt på det helt rigtige foto af en kronvildt-farm. Vi kørte igennem landbrugsland fra vest til øst i den sydlige ende af Sydøen. Her så vi får samlet i flokke med henblik på klipning, og kronvildt der lå i store flokke bag indhegningerne. Dyreflokkene var omkranset af bløde bakker med strålende gule gyvel. Det var et flot syn. Vi kom også igennem landbrugsland, som bød på mere opdyrket jord med afgrøder. På en hegnspæl så vi en ”Bush Hawk” (New Zealandsk Falk).

En lille kronvildt-farm

Vores mål for søndagsturen var byen ”Dunedin”, som er New Zealands ældste by, grundlagt i 1848 af skotske bosættere, og navnet betyder Edinburgh på gælisk (Edin on the Hill). Byen ligger smukt ud til Stillehavet ved halvøen ”Otago Peninsula”, og da man i 1860 fandt guld her, var Dunedin i en årrække landets kommercielle hovedstad. Landets første universitet blev bygget i Dunedin, og byen var også centrum for landets første uldspinderi og den første daglige avis.

Vi gav ikke prioritet til at se byen, men derimod til en udflugt på den med byen forbundne halvø, ”Otago Peninsula”, hvor vi mandag oplevede de sjældne guløjede pingviner samt verdens største albatrosser (Royal Albatross).

Vejnettet på Otago Peninsula er oprindelig lavet til smalle hestevogne. Vejene er blevet asfalteret, men ikke udvidet i bredden, så det er en udfordring at passere en anden camper på vejen! Til gengæld er der meget smukt på halvøen, og udsigten over Dunedins havneindsejling er fantastisk.

En ung guløjet pingvin hviler sig i solen

Ud af verdens 18 pingvinarter hører de guløjede pingviner til én af de mest sjældne. Det antages, at der maksimalt findes 2.000 og kun i New Zealand. På Maori hedder pingvinerne ”hoiho”, hvilket betyder ”støjende fugl”. Pingvinerne er støjende, når de afmærker territorium i forhold til artsfæller. De guløjede pingviner lever nemlig ikke socialt i flokke. De lever parvis i behørig afstand af andre par. McGrouther familien har på deres private farm (ca. 230 hektar med privat strand) etableret et reservat for de guløjede pingviner. Reservatet, kaldet ”Penguin Place”, har til formål at understøtte de guløjede pingviners overlevelsesmuligheder. Reservatet finansieres via betaling for guidede ture i reservatet. I reservatet stiller de redepladser til rådighed for pingvinerne, de har et lille ”hospital” for syge og sårede pingviner, de afskærmer pingvinerne fra fjender på landjorden (hunde, possum’er, og katte), og de overvåger og registrerer pingvinernes liv.

En guløjet pingvin med tvillinger

En travetur på 90 minutter med guide i reservatet er en spændende oplevelse. Via halvvejs underjordiske og camouflerede gangstier kommer man frem til camouflagebeklædte skure i klitterne, hvorfra man ubemærket og på tæt hold kan betragte de 56-78 cm høje og ca. 5 kg tunge pingviner, der på denne tid af året vogter deres ”chicks” (pingvinerne får typisk tvillinger). Desværre har antallet af ynglende pingviner været nedadgående de seneste tre år, hvilket primært skyldes mangel på føde i havet. I reservatet fodrer man ikke pingvinerne. Reservatet har 70 redepladser, men i år er der kun 10 ynglende par. Guiden var dog fortrøstningsfuld, da man havde oplevet en stigning i antallet af overlevende unger de seneste år, og dermed også en stigning af antallet af nye ”kærestepar”. Vi så flere af de unge pingviner, herunder nogle med mager. De unge pingviner (”juveniles”) adskiller sig fra de voksne pingviner ved, at de mangler det gule ”hovedbånd”.

Kekeno-sælen hviler sig også i solen

I reservatet så vi igen New Zealandske øre-sæler, men til forskel fra tidligere var vi nu på kun ca. 15 meters afstand af de prægtige dyr. Sælerne lå på stranden og i græsset og slappede af i solen efter en nat til søs. Sælerne er ikke en trussel for pingvinerne.

Royal Albatross "skudt" i høj fart

Fra de guløjede pingviners paradis kørte vi et par kilometer videre til halvøens spids, ”Taiaroa Head”, hvor ”Royal Albatros Centre” er beliggende. Dette er det eneste sted i verden, hvor verdens største havfugl, der måler 1,1 meter og har et vingefang på op til 3,3 meter, yngler på fastlandet. Omkring 20 par af de sjældne royal albatrosser kommer således hertil fra den anden ende af kloden (de kan flyve op til 110 km i timen) for at yngle, finde mager og øge bestanden med en enkelt unge hvert andet år.

Anskuelighedsundervisning for børn ... og voksne

Fra et udkigstårn kunne vi gennem et tykt glasvindue komme helt tæt på én af giganterne, der lå på rede med sin unge under sig. Vi fik også lejlighed til at se et par af de graciøse ”svæveflyvere” på kun ca. 30 meters afstand. Det er imponerende at se hvordan de store fugle dykker, drejer, vender og flyver til vejrs ved blot den letteste bevægelse af de store vinger. Ved centret så vi desuden fire mågekolonier på hver ca. 2.000 fugle og en koloni med skarv.

Udsigt over Oamaru

Mandag eftermiddag kørte vi nordpå til Oamaru, hvor vi var på en guidet aftentur, der inkluderede en byrundtur og to pingvinkolonier.

Guløjede pingvinpar pudser hinanden

Oamaru er hjertet i Waitiki distriktet (Waitiki er en stor flod, som blandt andet forsyner tre vandkraftværker). Fortidens rigdom (baseret på guldfund, uld og korn) afspejles i byens arkitektur i den victorianske stil. Her er de smukkeste kalkstenshuse, og byen har da også landets største samling af fredede bygninger. Endvidere bryster byens sig af at være det sted i verden, hvorfra man for første gang fragtede frosset mad oversøisk.

Guløjede pingviner på vej i land

De stejle skrænter, som pingvinerne forcerer

"Nu må det være nok"

Efter byrundturen besøgte vi en lille koloni på ca. 20 guløjede pingviner, der holder til ved stranden Bushy Beach. Her har Department of Conservation etableret gode stier og udsigtsplatforme, hvorfra man kan nyde dyrene uden at genere deres færden. Vi så 7 guløjede pingviner, heraf et kærestepar på få meters afstand. Vi imponeredes over, hvorledes de små dyr er i stand til at vralte over 50 meter op ad de ekstremt stejle skrænter ved stranden.

Lille blå pingvin

Dagens tredje højdepunkt var at se en koloni af verdens mindste pingviner, de et kilo tunge og ca. 40-45 cm høje, blå pingviner. I ”Oamaru Blue Penguin Colony”, der drives af Department of Conservation som et forskningsprojekt, bor og yngler de små blå pingviner i små huller tæt ved Oamarus havn i et gammelt stenbrud. Når tusmørket falder på, vralter de små pingviner i større og mindre flokke i land ved kolonien. Det er et herligt syn! Desværre er det ikke tilladt at fotografere. Forbuddet skyldes, at mange med digitalkameraer ikke kan finde ud af at undlade at bruge blitz. Blitzlys forårsager blindhed hos pingvinerne. Forbuddet synes at være på sin plads, når man kigger på, hvor svært folk i øvrigt har ved at forstå guidens utallige henstillinger om, at man skal være stille og forholde sig i ro, når de ca. 150 små blå pingviner svømmer i land, pudser sig på klippeskrænterne og vralter op til deres mager og chicks.

Hovedgaden i Oamaru

Tirsdag slappede vi lidt af og gik til centrum, hvor hovedgaden oprindelig blev dimensioneret efter oksekærrer. Her er der god plads til trafikken! Vi kiggede lidt nærmere på Oamarus historiske kvarter, ”Victorian Historic Precinct”, der i de gamle victorianske, højloftede kalkstenshuse byder på antikvitetsbutikker, pottemagere, spisesteder og en hollandsk bager. Endvidere besøgte vi det familieejede osteri, ”Whitestone Cheese”, der siden 1987 har produceret håndlavede kvalitetsoste. Deres milde og cremede blåskimmelost, ”Windsor Blue”, er en af New Zealands mest prisvindende, og kan varmt anbefales!

Doubtful Sound

Doubtful Sound, som er 420 meter dyb og 40 km lang, er den næststørste af fjordene i Fiorland National Park, ca. ti gange større end Milford Sound. Man kan komme til fjorden fra søsiden (Det Tasmanske Hav), via helikopter eller ved at krydse Manapouri-søen og køre over Wilmot Pass. Vi havde valgt den sidste løsning, idet vi hjemmefra havde bestilt en minikrydstogt på Doubtful Sound med Real Journeys.

Vandkraftværket ved Manapouri

Vi blev hentet om formiddagen af Real Journeys’ buschauffør, der kom i en minibus til 21 passagerer. Han var meget munter og bad os om at undlade at slås om pladserne … vi var de eneste, der skulle med ”shuttle-bussen” fra Te Anau til Manapouri! Vores muntre chauffør bragte os til Lake Manapouri, som vi krydsede i en katamaran. Det gik stærkt! Katamaranen bragte os til den vestligste side af søen, ”West Arm”.

Udsigt til Doubtful Sound fra Wilmot Pass

Ved indsejlingen til West Arm ligger et stort vandkraftværk. På et tidspunkt havde man planer om at hæve Manapouri-søens overflade 27 meter for at anlægge et vandkraftværk. Det gav anledning til stor offentlig protest, og naturfredningsfolk løb af med sejren, hvorefter et enormt kraftværk blev bygget 200 meter under bjergene ved West Arm. I dag kan søens overflade kontrolleres, og det underjordiske vandkraftværk, ”Manapouri Hydroelectric Power Station” kan producere 730 MW, hvilket svarer til ca. 15% af landets energiforbrug. Det var imidlertid nødvendigt at bygge en vej fra West Arm over Wilmot Pass, gennem regnskov til Hall Arm i Doubtful Sound i et område kendt som Deep Cove. Her sendes vand fra Lake Manapouri ud i havet gennem en ti km lang afløbskanal under bjergene.

Det højeste vandfald (800 meter) i Doubtful Sound

I West Arm blev vi modtaget af en buschauffør, som skulle bringe os sikkert over Wilmot Pass til Deep Cove, der er den inderste vig i Doubtful Sound. Chaufføren, Chris, bød os velkommen og indledte med at sige; ”at vi kunne være helt trygge ved ham … han var nemlig kun vant til at køre både”. Så var stilen ligesom lagt, og den stil var kendetegnende for hans små anekdoter, naturvejledning og vittigheder på busturen. Turen over Wilmot Pass byder på landets frodigste regnskov med skulpturelle, mosklædte træer, vandfald og brusende floder. Vi gjorde ophold på toppen af Wilmot Pass, hvor der var en storslået udsigt ud over Doubtful Sound. Vi bemærkede i øvrigt samtidig, at det skydække, som havde karakteriseret hele formiddagen på østsiden af passet, var nærmest ikke-eksisterende på vestsiden af passet. Perfekt vejr til sejltur på Doubtful Sound!

Den storslåede natur i Doubtful Sound

I Deep Cove gik vi midt på eftermiddagen ombord på Fiorland Navigator, der er et cruise-skib med Volvo-motorer og tre sejl. Skibet har plads til 70 passagerer, og vi var i alt ca. 25, så der var god plads. Der var ikke sparet på skibets bemanding, som var en oplevelse for sig. Det var hovedsagelig unge mennesker, der udstrålede stor disciplin, samarbejdsevne og glæde over store som små opgaver. Særlig naturvejlederens, Jasons, entusiasme og viden satte vi stor pris på.

Doubtful Sound's "badestrand", som tilhører sandfluer!

James Cook navngav Doubtful Sound i 1770, da han fandt vindforholdene for drilagtige til, at han turde sejle ind i fjorden. Synd for ham, for det er en smuk fjord omgivet af høje bush-klædte bjerge med sneklædte tinder og vandfald, der vælter ned fra lodrette klippesider (det højeste vandfald er ca. 800 meter langt). Og så er der – specielt i bifjordene - stille. Meget stille. Derfor har fjorden fået tilnavnet ”The Sound of Silence”. Stilheden fik vi specielt at mærke i den første bifjord, ”Crocked Arm” (bifjorden er på størrelse med Doubtful Sound). I Crocked Arm kunne de passagerer, som ikke ønskede en ekskursion på fjorden i havkajakker eller i en 20-personers motorbåd, nemlig nyde udsigten fra stævnen på det langsomt drivende skib. De eneste lyde, der kunne høres, var fuglestemmer og brus fra mindre vandfald. En helt fantastisk smuk og dejlig oplevelse.

Udmundingen til Det Tasmanske Hav

Fra Crocked Arm sejlede vi ud mod Det Tasmanske Hav og kunne løbende føle, hvordan vinden og bølgerne tog til. Helt ude ved mødet med Det Tasmanske Hav kunne vi opleve en meget, meget stor koloni af de New Zealandske pælssæler, Kekeno-sæler, på en kæmpe klippeformation. Kekeno-sælerne er som tidligere beskrevet øre-sæler, hvorved de faktisk rettelig burde betegnes søløver. Vi kunne også se 4-6 albatrosser (antallet afhang af, om man som Svend stod med en kikkert).

Sælkolonien på klipperne

Tilbage i Doubtful Sound sejlede vi ind i mere smulte vande i bifjorden, ”First Arm”, og her blev der kastet anker for natten. Efter aftenbuffeten holdt naturvejlederen en times meget interessant foredrag om geologi, dyreliv og fauna i New Zealand, herunder med særlig fokus på Doubtful Sound. Det var super godt, men så var alle også trætte efter dagens mange oplevelser og den friske luft på vandet.

Den store han markerer sig

Næste morgen var alle tidligt oppe for få mest muligt ud af de sidste timer i den fantastiske natur. Efter ca. en times sejlads var der 4-6 legesyge delfiner, som sprang op af vandet flere gange, mens de svømmede langs skibet. Annette fik et godt indtryk af de store dyr, men Svend og mange af de andre passagerer nåede ikke at se dem. Det er nemlig noget af en kunst for kaptajnen at give alle mulighed for at se delfinerne. Når han eller naturvejlederen får øje på sælerne, sænkes hastigheden på skibet. Det giver flere passagerer mulighed for at nå at se delfinerne, men når hastigheden på skibet sænkes, keder delfinerne sig og svømmer væk.

Turen på Doubtful Sound blev afrundet i bunden af bifjorden, ”Hall Arm”, hvor kaptajnen slukkede motoren og opfordrede alle til komme op på øverste dæk og være stille. Om end solens stråler endnu ikke kunne lune, var det herligt i stilhed at betragte de stejle bjergsider, der spejlede sig i det næsten blikstille vand. Alle var andægtigt stille, og ikke et foto blev der taget. Det eneste, der kunne høres var fuglefløjt fra bushen og rislen fra et vandfald – ”The Sound of Silence”. En god afslutning på et uforglemmeligt døgn.

For os gik hjemturen med bus over Wilmot Pass, med katamaran over Manapouri-søen og med ”shuttle-bus” tilbage til camperpladsen i Te Anau. Vi var mætte af oplevelserne på Doubtful Sound og MEGET trætte.