Coromandel

Mandag kørte vi østpå til Coromandel-halvøen, som engang var et mekka for guldgravere og skovhuggere, - kauri-træernes værste fjender. I dag er det en yndet feriedestination med små afslappede kystbyer i et kuperet bjergrigt landskab med skovområder og et rigt fugleliv. Den rå og klippefyldte kystlinje byder på lommer af det hvideste, bløde sand og knaldblåt vand. Og guldet, det er der fortsat masser af, men kauri-træerne er stort set udryddet.

Tairua

Vi kørte på tværs i den sydlige ende af Coromandel, som er meget bjergrig og frodig. Vejen inkluderede ca. 15 km gennem skoven Coromandel Peninsula Forest, hvor der var mange meget skarpe sving – hastighedsanvisninger på ned til 25 km/t er ikke overdrevne! Vi passerede Tairua River et par gange og nåede frem til Tairua på østsiden af Coromandel. Herfra gik turen mod nord til Whitianga.

Træ med orange blomster

Kauri-harpiks blev udskibet fra Whitianga fra 1844 og frem, og mængden kulminerede i 1899 med udskibningen af 1.100 ton. I området kan man i dag fiske, svømme eller gå på udkig efter forskellige sten- og klippearter. Sidstnævnte hobby lokker efter sigende mange til i jagten efter halvældestene, bl.a. jaspis, ametyst, kvarts, kalcedon, agat og karneol. Seværdigheder, som man efter sigende bør se på disse kanter, er Cathedral Cove grotter (hvide katedrallignende klippeformationer) og Hot Water Beach (stranden hvor termisk aktivitet sender varmt vand op gennem sandet ved lavvande), men dem sprang vi nu over.

Juleudsmykning i Whitianga

Ved ankomst og indskrivning i receptionen på camperpladsen i Whitianga blev Annette meget begejstret over at finde en brochure fra den udbyder af fisketure, som Svend havde fundet på internettet. Hendes begejstring blev dog vendt til ”en lang næse”, da camperplads-mor kunne fortælle, at firmaet er booket et år frem! Vi gik til byens informationscenter, som forsøgte at skabe kontakt til et andet firma. Vi udvekslede kontaktinformation.

Aktiviteten i informationscentret og på camperpladsen vidner om, at vi er kommet meget tidligt på sæsonen. Camperpladsen kan modtage 28 campere – og vi er de eneste i campervan. Foruden os er der nogle få campister, der tilsyneladende er fastliggere – i hvert fald er campingvognene klodset op, og når man ser på niveauet af rust, kommer de formentlig aldrig ud at køre igen. De bliver brugt af folk, som kommer i 4-hjulstrækkere med bådtrailer.

"Det New Zealandske juletræ"

Annette gik en lille aftentur til en lille blind villavej i nærheden af camperpladsen – vejen hedder ”Annette”. På vejen tog hun et foto af et af de træer med røde blomster, som vi ser overalt. Træet er et pohutukawa-træ, og det kaldes ofte New Zealands juletræ, fordi det blomstrer ved juletid.

New Zealandsk mad? Den første uge har vi tilberedt dejlig mad af sprøde friske forårsgrønsager. Hertil ris, frisk pasta eller nye kartofler samt en variation af lammeribs, hakket oksekød, medisterlignende pølser, entrecote, kyllingebryst på størrelse med kalkunbryster og svine medaljoner på størrelse med middagskoteletter. Alt sammen dejlige New Zealandske råvarer, men i supermarkederne har vi bemærket, at udvalget af færdigretter er meget stort. Hvad spiser kiwierne (lokalbefolkningen)? Det har vi ikke fundet ud af endnu.