Vi opgav fisketuren i
Whitianga og kørte igen sydpå. Vi gjorde igen ophold i Tairua. I
informationscenteret kunne de ikke hjælpe med at arrangere en fisketur, men
stedet har er lille og hyggelig fisker- og lystbådehavn på denne årstid, så vi
besluttede os for frokost på en velduftende café. Det viste sig imidlertid, at
man udenfor cafeen dårligt kunne spise i fred for måger.
Havnen i Tauranga |
Vi krydsede vores spor fra
mandag og fortsatte mod sydøst igennem skoven Tairua Forest og lunde med
appelsin, avocado og lime. Vi gjorde ophold i Whangamata, der synes at være et
yndet mål for lystbåde. I informationscenteret i Whangamata kunne de heller
ikke hjælpe os med at få kontakt til udbydere af fisketure. Vi fortsatte turen
og gjorde ophold i Waihi – en badeby med mange butikker. Her var vi i en
Vodafone-butik for at købe et New Zealandsk sim-kort. Svends mobilnr. i New
Zealand er herefter +64 210 742 524. Annettes mobilnr. er fortsat det
sædvanlige.
Herefter gik det hurtigere
i fladere landskab til Tauranga. Kystbyen Tauranga er dels et populært
turistmål, dels et vigtigt handelscenter med den nærliggende Mount Maunganuis
travle havn som partner.
Mount Maunganui |
I Taurangas
informationscenter fik vi kontakt med en udbyder af fisketure. Hos udbyderen
var der indtil videre booket 6 af 8 til en fisketur onsdag. Mere
fortrøstningsfulde kørte vi til en camperplads lidt uden for byen ved Papamoa
Beach helt ud til Bay of Plenty. Det flotteste strandområde vi har set hidtil.
Camperpladsen er relativt ny og etableret i plateauer på en skrænt ned til
stranden. Faciliteter og udsigt er helt i top!
Tangaroa statuen |
Over aften kunne
fiskeskipperen meddele, at fisketuren onsdag blev aflyst på grund af dårligt
vejr. Det kom nu ikke helt bag på os, da det tirsdag aften blæser ”en hel
pelikan”. I forhold til at fiske Marlin eller Kingfish har vi lært tre ting. Det
ene er, at man ikke skal køre efter områderne og tro, at man kan lave en aftale
med dags varsel. Det andet er, at skipperne ringer ikke tilbage, hvis man har
et DK-mobilnr. Det tredje er, at det ikke er højsæson p.t. for at fiske Marlin
og Kingfish. Fisketure efter de helt store Marlin og Kingfish må vi så opleve
en anden gang.
Iført sol lotion faktor 50
indledte vi onsdag morgen med en gåtur på ca. 3,5 km omkring det 232 meter høje
bjerg, Mount Maunganui. Mount Maunganui er et helligt bjerg for maorierne (maorierne
kalder bjerget ”Mauao”, hvilket betyder ”fanget af morgensolen”) og i det fine
vejr, som vi oplevede, er det et godt udsigtspunkt, hvor man også kan nyde
mange fuglestemmer. På den vestlige side af bjerget er den tre meter høje
statue ”Tongarora”. Tongarora betyder ”Havets Gud” og giver en påmindelse til
dem, som sejler ud fra havnen, om, at de nu entrerer hans domæne. For os var
Mount Maunganui en stor oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar