Kiwiland og Rotorua

Kiwiplante - hun

Fra Tauranga kørte vi videre til Te Puke. ”The Bay of Plenty” fik sit navn af kaptajn Cook, og hans opfattelse viste sig at være berettiget både dengang og i dag. Det mest slående bevis på overflod i dag er måske en overdådighed af den ”lodne” kiwifrugt, som har gjort samfundet Te Puke til verdens ”hovedstad for kiwier”. Kiwien, som oprindelig gik under navnet ”kinesisk stikkelsbær”, blev indført fra Yangtse-dalen i Kina og trivedes bedst i det subtropiske klima i Bay of Plenty. Lige uden for Te Puke ligger frugtplantagen ”Kiwiland”.

Kiwiplante - han

I ”Kiwiland” fik vi en VIP-rundvisning. ”VIP” indbefattede, at vi var de eneste på kl. 13-rundvisningen i ”kiwi-tog”, og at vi fik en meget personlig snak med rundviseren, der viste sig at være plantageejeren, Simon. Da Simon fortæller, at der i området fortsat er tale om små familieplantager, spørger Svend, om der er en udvikling på vej i retning af konsolidering af industrien, svarer Simon; ”Nej, og det håber jeg sandelig heller ikke!” Hermed ramte Svend tilsyneladende et følsomt punkt for Simon, idet spørgsmålet foranledigede Simon til at indlede en større politisk udredning for sine synspunkter. Det fik vi en meget berigende snak ud af med en ”rigtig” kiwi, der dyrker kiwifrugter (for os at se må den rette betegnelse for ”kiwifrugter” være ”kiwidruer”, når man betragter frugtens dyrkning og indmad).

Kiwifrugt - guld

For at få frugt må der findes han- og hun-planter. De fleste frugtavlere har i dag 1 han-plante på 4 hun-planter (tidligere forholdet 1:7). Kun hun-planterne bærer frugt. I ”Kiwiland” dyrkes både grøn- og guld-kiwi. Simon oplyste i øvrigt, at man i Te Puke området beskæftiger ca. 20.000 uprofessionelle frugtplukkere (bl.a. backpackers) i høstsæsonen (april-maj) og efterfølgende ca. 2.000 professionelle plantebeskærere. Ifølge Simon står New Zealand i dag for en global markedsandel på 80%. Ifølge sammenslutningen af de ca. 2.700 New Zealandske kiwifrugtavlere, Zespri Group, produceres der i dag på New Zealand årligt ca. 400.000 tons kiwifrugt, hvoraf ca. 93% eksporteres. Heraf kommer ca. 80% fra området ved Bay of Plenty. Den store udfordring for de New Zealandske kiwifrugtavlere er den stigende konkurrence fra især Kina, hvor frugten oprindelig kom fra.

Blue Lake

Fra ”Kiwiland” kørte vi videre ned i det centrale Nordland til Rotorua. Rotorua ligger i en vulkansk kløft, som strækker sig 200 km fra øen White Island uden for kysten i Bay of Plenty til søen Lake Taupo og vulkanerne i Tongariro National Park. Duften af svovl er i Rotorua ganske forfærdelig (”duften” siges at være værre om sommeren), så vi kørte uden for byen til søen Tikitapu, som også kaldes ”den blå sø”. Det er virkelig ”ude hvor kragerne vender” – camperplads-far kan levere nødtørftige forsyninger. Tikitapu er en fantastisk flot blå sø, hvorpå ”legedrengene” ved aftenstid morer sig på jetski og vandski, i kajak m.v.

På camperpladsen ved søbredden tilberedte vi dejlig fiskesuppe af red cod filet (minder om mørksej), snapper filet (minder om havaborre) og prawns (store rejer) samt nudler. Uhm! Hertil fik vi kiwi-vin fra ”Kiwiland” – kiwifrugten er bedre end kiwi-vinen!

Bay of Plenty

Vi opgav fisketuren i Whitianga og kørte igen sydpå. Vi gjorde igen ophold i Tairua. I informationscenteret kunne de ikke hjælpe med at arrangere en fisketur, men stedet har er lille og hyggelig fisker- og lystbådehavn på denne årstid, så vi besluttede os for frokost på en velduftende café. Det viste sig imidlertid, at man udenfor cafeen dårligt kunne spise i fred for måger.

Havnen i Tauranga

Vi krydsede vores spor fra mandag og fortsatte mod sydøst igennem skoven Tairua Forest og lunde med appelsin, avocado og lime. Vi gjorde ophold i Whangamata, der synes at være et yndet mål for lystbåde. I informationscenteret i Whangamata kunne de heller ikke hjælpe os med at få kontakt til udbydere af fisketure. Vi fortsatte turen og gjorde ophold i Waihi – en badeby med mange butikker. Her var vi i en Vodafone-butik for at købe et New Zealandsk sim-kort. Svends mobilnr. i New Zealand er herefter +64 210 742 524. Annettes mobilnr. er fortsat det sædvanlige.

Herefter gik det hurtigere i fladere landskab til Tauranga. Kystbyen Tauranga er dels et populært turistmål, dels et vigtigt handelscenter med den nærliggende Mount Maunganuis travle havn som partner.

Mount Maunganui

I Taurangas informationscenter fik vi kontakt med en udbyder af fisketure. Hos udbyderen var der indtil videre booket 6 af 8 til en fisketur onsdag. Mere fortrøstningsfulde kørte vi til en camperplads lidt uden for byen ved Papamoa Beach helt ud til Bay of Plenty. Det flotteste strandområde vi har set hidtil. Camperpladsen er relativt ny og etableret i plateauer på en skrænt ned til stranden. Faciliteter og udsigt er helt i top!

Tangaroa statuen

Over aften kunne fiskeskipperen meddele, at fisketuren onsdag blev aflyst på grund af dårligt vejr. Det kom nu ikke helt bag på os, da det tirsdag aften blæser ”en hel pelikan”. I forhold til at fiske Marlin eller Kingfish har vi lært tre ting. Det ene er, at man ikke skal køre efter områderne og tro, at man kan lave en aftale med dags varsel. Det andet er, at skipperne ringer ikke tilbage, hvis man har et DK-mobilnr. Det tredje er, at det ikke er højsæson p.t. for at fiske Marlin og Kingfish. Fisketure efter de helt store Marlin og Kingfish må vi så opleve en anden gang.

Iført sol lotion faktor 50 indledte vi onsdag morgen med en gåtur på ca. 3,5 km omkring det 232 meter høje bjerg, Mount Maunganui. Mount Maunganui er et helligt bjerg for maorierne (maorierne kalder bjerget ”Mauao”, hvilket betyder ”fanget af morgensolen”) og i det fine vejr, som vi oplevede, er det et godt udsigtspunkt, hvor man også kan nyde mange fuglestemmer. På den vestlige side af bjerget er den tre meter høje statue ”Tongarora”. Tongarora betyder ”Havets Gud” og giver en påmindelse til dem, som sejler ud fra havnen, om, at de nu entrerer hans domæne. For os var Mount Maunganui en stor oplevelse.

Coromandel

Mandag kørte vi østpå til Coromandel-halvøen, som engang var et mekka for guldgravere og skovhuggere, - kauri-træernes værste fjender. I dag er det en yndet feriedestination med små afslappede kystbyer i et kuperet bjergrigt landskab med skovområder og et rigt fugleliv. Den rå og klippefyldte kystlinje byder på lommer af det hvideste, bløde sand og knaldblåt vand. Og guldet, det er der fortsat masser af, men kauri-træerne er stort set udryddet.

Tairua

Vi kørte på tværs i den sydlige ende af Coromandel, som er meget bjergrig og frodig. Vejen inkluderede ca. 15 km gennem skoven Coromandel Peninsula Forest, hvor der var mange meget skarpe sving – hastighedsanvisninger på ned til 25 km/t er ikke overdrevne! Vi passerede Tairua River et par gange og nåede frem til Tairua på østsiden af Coromandel. Herfra gik turen mod nord til Whitianga.

Træ med orange blomster

Kauri-harpiks blev udskibet fra Whitianga fra 1844 og frem, og mængden kulminerede i 1899 med udskibningen af 1.100 ton. I området kan man i dag fiske, svømme eller gå på udkig efter forskellige sten- og klippearter. Sidstnævnte hobby lokker efter sigende mange til i jagten efter halvældestene, bl.a. jaspis, ametyst, kvarts, kalcedon, agat og karneol. Seværdigheder, som man efter sigende bør se på disse kanter, er Cathedral Cove grotter (hvide katedrallignende klippeformationer) og Hot Water Beach (stranden hvor termisk aktivitet sender varmt vand op gennem sandet ved lavvande), men dem sprang vi nu over.

Juleudsmykning i Whitianga

Ved ankomst og indskrivning i receptionen på camperpladsen i Whitianga blev Annette meget begejstret over at finde en brochure fra den udbyder af fisketure, som Svend havde fundet på internettet. Hendes begejstring blev dog vendt til ”en lang næse”, da camperplads-mor kunne fortælle, at firmaet er booket et år frem! Vi gik til byens informationscenter, som forsøgte at skabe kontakt til et andet firma. Vi udvekslede kontaktinformation.

Aktiviteten i informationscentret og på camperpladsen vidner om, at vi er kommet meget tidligt på sæsonen. Camperpladsen kan modtage 28 campere – og vi er de eneste i campervan. Foruden os er der nogle få campister, der tilsyneladende er fastliggere – i hvert fald er campingvognene klodset op, og når man ser på niveauet af rust, kommer de formentlig aldrig ud at køre igen. De bliver brugt af folk, som kommer i 4-hjulstrækkere med bådtrailer.

"Det New Zealandske juletræ"

Annette gik en lille aftentur til en lille blind villavej i nærheden af camperpladsen – vejen hedder ”Annette”. På vejen tog hun et foto af et af de træer med røde blomster, som vi ser overalt. Træet er et pohutukawa-træ, og det kaldes ofte New Zealands juletræ, fordi det blomstrer ved juletid.

New Zealandsk mad? Den første uge har vi tilberedt dejlig mad af sprøde friske forårsgrønsager. Hertil ris, frisk pasta eller nye kartofler samt en variation af lammeribs, hakket oksekød, medisterlignende pølser, entrecote, kyllingebryst på størrelse med kalkunbryster og svine medaljoner på størrelse med middagskoteletter. Alt sammen dejlige New Zealandske råvarer, men i supermarkederne har vi bemærket, at udvalget af færdigretter er meget stort. Hvad spiser kiwierne (lokalbefolkningen)? Det har vi ikke fundet ud af endnu.

Tane Mahutu - det ældste kauri-træ

Første søndag i advent indledte vi - i solskin og ca. 20 graders varme - med at køre 18 km igennem Waipoua Forest, der er berømt for sine gigantiske Kauri-træer. Der er tale om en MEGET snoet vej, men undervejs fik vi en uforglemmelig stor oplevelse ved at se New Zealands ældste Kauri-træ. Træet er ca. 51 meter højt og har en omkreds på ca. 14 meter. Det har desværre taget skade af turisters færden på træets rodnet, og – måske for sent – har man afskærmet træets rodnet, så det i dag kun er muligt at se træet og dets tilbageværende krone fra en gangbro.

Historien om Tane Mahuta
 (Lord of the Forest)

Det ca. 2.000 år gamle Kauri-træ er en myteomspunden helligdom for maorierne. Træet er navngivet ”Tane Mahuta”, hvilket betyder skovguden (Lord of the Forest). Ifølge maoriernes tilblivelsesmyte er Tane søn af Ranginui, som er himmelens far, og Papatuanuku, som er jordens mor. Tane afbryder ægteskabet mellem hans forældre på en sådan måde, at hans far, ”himlen”, er højt over hans mor ”jorden”. Tane skaber derefter hans mors tøj med vegetation. Fuglene og træerne i skoven betragtes som Tanes børn. For dem, som har lyst til at fordybe sig i maoriernes myter om himmelens fader og jordens moder, kan vi henvise til guiden Denise på Treaty Grounds (se indlægget ”Bay of Islands” tidligere på bloggen) og hjemmesiden www.taitokerau.co.nz.

Selvom Tane Mahuta’s alder og størrelse er imponerende, er det rent faktisk ikke det største Kauri-træ på New Zealand. Det største Kauri-træ har en omkreds, som svarer til, at 28 personer danner ring om træet med hele deres ”vingefang”. Menneskets rovdrift på naturen har stort set udryddet Kauri-træerne på New Zealand. For dem, som har lyst til at fordybe sig i botanikken, kan vi henvise til www.wikipedia.com.

Tane Mahuta

Waipoua Forest er subtropisk regnskov og følgelig meget frodig. Undervejs så vi flere yngre og utrolig flotte Kauri-træer. Efter skoven fulgte ”bøhland” med mange køer – også på tværs af vejen. Foruden køerne var der megen lidt trafik. I Dargaville nåede vi tilbage til ”civilisationen”, hvor vi kunne proviantere i vores foretrukne supermarkedskæde ”Count Down”. Desuden var vi i ”The Warehouse”, som byder på alle andre tænkelige varer end fødevarer. Vi har ikke noget lignende omfangsrigt udvalg under ét tag i Danmark. Svend fik en skægklipper - tiltrængt!.

I butikkerne var den forestående jul og 1. søndag i advent markeret meget diskret i forhold til danske forhold med (i) et skilt, hvorpå det er fremhævet, at der er lukket 25. december, (ii) et kunstigt træ med overdimensionerede og tætsiddende farvestrålende kugler i butikkernes indgangs-/udgangsparti, (iii) en undseelig hylde med farvestrålende kugler – hylden er placeret imellem øl og ukrudtbekæmpelsesmidler samt (iv) røde guirlander omkring kasseapparaterne.

Fra Dargaville kørte vi langs floden, som bliver til Kaipara Harbour, der har udløb i Det Tasmanske Hav. Via New Zealands eneste betalingsvej (5 km motorvej, 4 NZD) kom vi på motorvej nord for Auckland og sluttede dagen – i helt vindstille vejr og ca. 15 grader - i Manukau syd for Auckland. Med den længste distance på camperturen hidtil – 281 km – forlod vi hermed Nordlandet på Nordøen.

Doubtless Bay og Hogianga

Vi forlod camperpladsen og ænderne ved floden Waitangi tidligt lørdag morgen med kurs mod paradiset Doubtless Bay, der er karakteriseret ved 70 km kridhvide strande, blåt-blåt hav med legesyge delfiner, bittesmå byer, og idylliske bugter.

Mangonoui

Vi kørte i dejligt solskin igennem store arealer med får, kvæg og heste. Vi så i øvrigt også parakitter, gæs, fasan, ”vandhøner”, skarv og rovfugle på størrelse med kærhøg. Desuden mange vinmarker og vingårde samt et rigt blomsterflor. Vejene bød på flere et-sporede broer (de er meget smalle for en stor camper). De få advarselsskilte med ”uneven surface” synes lidt overflødige, da vejene generelt er meget ujævne. Vi oplevede megen lidt trafik og få mennesker på de steder, hvor vi gjorde ophold. Herligt!

Annette ved det
 Tasmanske Hav

Svend med det
 "rigtige udstyr"

Ved Doubtless Bay gjorde vi holdt i Mangonui, der har karakter af et fisker- og lystbådeleje – meget smukt. Vi passerede sandstrandene Coopers Beach og Cable Bay, og nåede ved middagstid frem til Ahipara, hvor naturen kan nydes uden uforstyrrende elementer! Ahipara ligger ud til Det Tasmanske Hav for foden af ”90 mile beach”, der fører op til det allernordligste punkt på Nordøen.
Vi valgte at køre længere sydpå ad en mindre vej (en ”Marguerite-rute”) mod Kohukohu i den nordlige del af Hokianga-området, hvorfra der er færgeforbindelse til Rawene i den sydlige del af Hokianga-området. Den mindre vej er flot, men også mindre spændende at køre på i en camper! Det er virkelig et uspoleret naturlandskab. Der er ingen supermarkeder og langt imellem benzinstationerne! En by på landkortet består stort set af en skole og/eller en et-sporet bro. Hvor der er lidt bebyggelse, er det som taget ud af en amerikansk westernfilm – minder om Klondyke. Husene har veranda på flere sider, så man altid kan finde skygge, og hestene er udskiftet med gamle, rustne og udtjente 4-hjulstrækkere. Tiden står stille og travlhed er et ikke-eksisterende begreb!

Da vi (omsider) nåede en tiltrængt benzinstation/købmand ved Broadwood, fik Svend simpelthen en ganske særlig oplevelse med en lokal dame. Hun kørte i en af de rustne 4-hjulstrækkere ind på modsatte side af dieselstanderen samtidig med os og bemægtigede sig denne i ganske lang tid. Det viste sig, at hun havde efterladt påfyldningsstudsen i hendes bil for at gå på indkøb ved ”købmanden”. Svend spurgte pænt, hvorledes vi skulle få diesel påfyldt, hvorefter købmanden bad damen, som hed Maybelene, om at afmontere påfyldningsstudsen fra hendes bil. Maybelene så end ikke brødbetynget ud. Nej, i al hendes mægtighed (diverse lag af hager, maver og lår) og i meget kropsnær tøjstil og nylonstrømper med ”frit udsyn” til storetæerne samt sko, der havde karakter af bræt, ”tøffede” hun ud for at afmontere studsen for derefter at fortsætte sine indkøb. Indkøbene var hun – og hendes to meget uregerlige børn - ikke færdige med, da Svend var færdig med at fylde diesel på vores camper. Da købmanden så, hvor meget diesel Svend havde påfyldt, glemte han alt om Maybelene! ”We are way out!”.

Waihou River set fra færgen
mellem Kohukohu og Rawene

Gedekid på camperpladsen
 i Oponopni

Hokianga Harbour ud
til Det Tasmanske Hav

Ved Kohukohu kørte vi langs den store flod Waihau River, som vi passerede via færgen til Rawene (10 min. sejlads for 32 NZD). Den lille passager- og bilfærge er faktisk i dag det eneste ”større” skib i Hokianga Harbour, som tidligere var en stor handelshavn for maorierne.

Vi overnatter i Opononi, som ligger tæt på de største og ældste kauri-træer (”kauri” udtales vist ”kodo” på maori). Camperpladsen er – med god grund – ikke kvalitetsmærket af nogen kæde. I Opononi står tiden også stille! På camperpladsen er der flere geder end gæster, og det er ganske underholdende at se på de små gedekids leg.

Bay of Islands

Flax-planten og
en Tui-fugl 

Udsigt over Bay of Islands

Inden vi forlod Whangarei i solskin fæstnede vi os ved den store imødekommenhed og interesse, som vi bliver mødt med i Nordlandet. På camperpladserne og ved supermarkederne henvender New Zealanders sig til os med spørgsmål om, hvor vi kommer fra, hvor længe vi bliver i New Zealand, hvad vi gerne vil se, og hvad vi synes om deres land. Når vi kører i Nordlandet, vinker alle vejarbejderne til os.

Maori-guiden Denise
imellem traktatens versioner

Vores mål i dag var området omkring Bay of Islands. Køreturen gik igennem områder med bløde bakker/bjerge. Vi så blomstrende bregner, palmer og bambus. Desuden så vi en plante som ligner en agave, men en maori forklarede os senere på dagen, at der er tale om en Harakeke (også kaldet flax), hvis blade maorierne brugte til at lave blandt andet reb af. Det var faktisk deres første eksportvare. Undervejs så vi desuden et par meget flotte papegøjelignende fugle på størrelse med snepper (formentlig Stanleyparakitter) samt en isfugl og en tui (en stæresort fugl som er lidt større end en solsort. Maorierne synes, det er den fugl, som synger bedst).

Ngatokimatawhaorua -
35 meter "krigsskib"

Ved målet så vi et lille vandfald (Haruru Falls), og kørte gennem Waitangi skoven (4 km grusvej!), hvorfra vi oplevede en flot udsigt over Bay of Islands, til Waitangi Treaty Grounds.

På Treaty Grounds investerede vi i en rundvisning med gennemgang af maoriernes historie, traktatens tilkomst og betydning. Det fortrød vi ikke! Vi fik en meget eksklusiv rundvisning (det viste sig, at der kun var os to på rundvisningen) af Denise, hvis tip-tip-oldefar var øverste medunderskriver på traktaten (The Treaty of Waitangi).

Vi så og hørte om traktatens to versioner og stedet, hvor de var blevet underskrevet. Desværre var der forskel på traktaternes maori-udgave og den engelske udgave. Maorierne troede, de blot skulle beskyttes af englænderne og ikke som sådan afgive magten over landet. Reelt var det dog det, der skete, og i løbet af de næste årtier blev en stor del af maoriernes jord enten konfiskeret eller solgt på illegal vis.

Treaty Grounds

Vi så også den 35 meter lange krigsbåd Ngatokimatawhaorua fra 1940 (båden, der er bygget af 3 massive kauritræer, markerede 100-året for traktatens underskrivelse - den kræver 75 padlere og har aldrig været anvendt til krig - i dag er den i vandet én gang årligt; den 6. februar for at markere traktatens underskrivelse). Denise opfordrede os til at anbefale familie og venner at ”time” et besøg på Treaty Grounds til den 6. februar. Det være hermed gjort.

Træudskæringer i
maoriernes mødehus
på Treaty Grounds

Endvidere så vi maoriernes mødehus (Te Whare Runanga), hvor maorierne fra hele New Zealand kommer for at mindes deres kære afdøde slægtninge. Mødehuset blev åbnet i 1940 i forbindelse med markeringen af 100-året for traktatens underskrivelse. Et helt fantastisk flot sted udsmykket med maori-træskæringer og vævninger, der afspejler de forskellige ca. 200 stammer i New Zealand. Træudskæringerne illustrerer henholdsvis den bedende (lukkede øjne) og den historiefortællende (åbne øjne og tungen ude af munden) maori ("maori" udtales i øvrigt "maudi" på maori).


Sluttelig så vi The Treaty House, hvor traktatens endelige ordlyd blev udarbejdet, og hvor der i dag er indrettet museum.

I kan nok forstå, at vi var meget begejstrede for at blive ført ind i New Zealands historie. For nærmere fordybelse i historien kan vi anbefale Wikipedia.

Aftenen nød vi i camperen lige vest for Paihia med udsigt til Waitangi River (25 meter fra camperen). Herligt!

Whangarei

Da vi (omsider) havde fået det manglende stik til router (trådløst internet) og opgivet at modtage faxen fra Spanien, kørte vi nordpå fra Orewa til Whangarei. Turen bød på storslåede naturoplevelser igennem smukke områder med skove, grønne dale med får og kvæg, floder, samt bjerge med skarpe hårnålesving! Svend havde dog lidt svært ved at nyde naturen, da kørsel i venstre vognbane endnu kræver fuld koncentration. Han kørte sågar forbi en vingård uden at gøre ophold!

I det subtropiske nordland, der trods en størrelse på 13.800 km2 (knap en tredjedel af Danmark) kun har 148.000 indbyggere, bor de 75.000 i byen Whangarei. For de fleste turister er det vist en gennemkørselsby, men vi har nu nydt at være i udkanten af byen, hvor villahaverne blomstrede med blandt andet roser, lavendel og japanske kirsebærtræer.

Så gearer vi lige lidt ned

Vores herlige camper-hjem
de kommende 35 døgn

Vi afhentede camperen tirsdag kl. 11 og kørte direkte til nærmeste supermarked. På indkøbssedlen havde vi stor glæde af at vide hjemmefra, hvad det betyder at ”flytte ind” i en camper!

"Lille" pige - stor palme

Vi glædede os straks meget over, at vi har valgt en camper med automatgear. Der er rigeligt at koncentrere sig om ved at føre bilen fra højre førersæde i venstre vognbane og ved at dirigere føreren ditto fra forsæde i bilens venstre side. Vi fandt nærmeste camperplads nord for Auckland ved Orewa Beach med udsigt til Stillehavet sidst på eftermiddagen.

Udsigten i Orewa fra vores camper

Resten af dagen slappede vi af og nød, at der ikke var anden støj end fra havet. Hvad kan man ønske sig mere?

Ja, vi nød faktisk roen og udsigten så meget, at vi tog ”en slapper” mere. Onsdag vaskede vi tøj. Fine vaskefaciliteter på camperpladsen – så er det jo en ren fornøjelse i mere end en forstand. Svend kæmpede desuden en brav kamp med at få vores trådløse internet i camperen til at virke samt at modtage en uopsættelig besked fra GES i Spanien via telefax til camperpladsen i Orewa. Annette hyggede sig med at skrive tekster til bloggen.

Auckland

Auckland

Auckland er New Zealands største by. Auckland ligger på nordkysten af Nordøen og har med forstæder ca. 1,3 millioner indbyggere. Auckland er verdens største polynesiske by. Cirka 7% af indbyggerne har maori-blod i årerne, og yderligere 13% er polynesere fra øer som Samoa og Tonga. En fjerdedel er asiatere, heraf er mange unge studerende. Auckland blev grundlagt i 1840 og har fået sit navn efter George Eden, 1. jarl af Auckland. I perioden 1841-65 var Auckland hovedstad, men så fik Wellington æren.

Da vi ankom til Auckland blev vi mødt med høj sol og ca. 20 graders varme. På vej fra lufthavnen til City bemærkede vi, at der var tale om lav, tæt bebyggelse, mens der i centrum er tale om tæt, høj bebyggelse. Det højeste punkt, Auckland Sky Tower, er nabo til vores hotel Sky City Hotel, så vi bor meget centralt. Efter indlogering på hotellet gik vi en tur på havneområdet, hvor man hurtigt får forståelse for, at byens kælenavn er ”The City of Sails”. Vi fik en forsmag på det foranderlige new zealandske vejr – pludselig overskyet, let regn og det blæste ”en halv pelikan”, så der var efter kort tid ikke mange sejl på vandet.

New Zealand

Geografisk, historisk og kulturel beskrivelse følger senere.

Wildlife-tur sydvest for Sydney

Megalong Park

Vi blev hentet på hotellet af vores wildlife-guide James fra Boutique Wildlife Tour kl. 14. Foruden os var der på turen deltagelse af en britisk turist med meget stor passion og flair for fotografering. Turen gik til en privat naturejendom ”Megalong Park”, der er beliggende sydvest for Sydney, og som støder op til statsskoven Belanglo (3.800 hektar kaldet "The Hidden Forest") i nærheden af byen Canyonleigh. Megalong Park, som er ejet af Boutique Wildlife Tours stifter, er et helt fantastisk dejligt område – en perle! Vi henholdsvis gik og blev kørt rundt i dele af parken, og i løbet af eftermiddagen så vi papegøje, kakadue, kænguru, emu, red neck wallaby (ligner kænguru men er mindre), ræv, og dåvildt.

Kænguruer i hopla

Sidst på eftermiddagen kørte vi til Wingecarribee River, hvor vi så lissard (knap et 50 cm langt langt firben) og platypus (meget sky næbdyr, som er 40-50 cm langt og opholder sig ganske kort tid over vandoverfladen). I nærheden heraf fik vi aftensmad på ”The Surveyor General Inn”, der siges at være ”Australia’s oldest continuosly licensed inn”. Stedet havde meget charme, men maden var ikke udsøgt!

Platypus (næbdyr)

Wombat

Herefter gik turen tilbage til Megalong Park for at se på de nataktive dyr. Her så vi igen kænguruer i mindre flokke samt råvildt. Den store oplevelse om aftenen var wombats (ligner ikke et dyr, vi kender fra Danmark), som nu bevægede sig ud af de store huller/grave og dovent forsynede sig i græsvegetationen.

Kænguru med "Joey"
(en "spire" i pungen)

I løbet af dagen og aftenen havde vi desuden kigget efter koala, sugar glider, ringtail possum og brushtail possum, men de var ikke lige ”hjemme” på de arealer, som vi besøgte. Sådan kan det jo gå, når man er på udkik/jagt efter vildt – såvel i Australien som hjemme i Danmark.

Vi havde alt i alt en rigtig spændende dag, og som guiden havde forudsagt på udturen, så ville vi have intentioner om at tale med guiden/chaufføren på hjemturen, men trætheden overmandede os efter få minutter!. Af hensyn til afrejsetidspunktet næste morgen overnattede vi på Hotel Ibis Sydney Airport i nærheden af lufthavnen. Det var fint at være så tæt på lufthavnen, men hotellet får ikke vores anbefaling!

Red Carpet pakke i Sydney Opera House

Svend har fået australsk
bushman-hat og øl

The Rocks, som vi havde besøgt tidligere, bød på ”Saturday market” med boder. Svend var meget tålmodig! Der var absolut intet interessant at købe, men på vej derfra kom vi forbi en ”rigtig” australsk hatteforretning, hvor Svend fik den perfekte australske souvenir – en sammenfoldelig bushman-hat lavet af kænguruskind. Vi fejrede købet med en australsk øl!

Efter en middagslur var vi på rundvisning i Sydney Opera House. Rundviseren udtrykte stor respekt og ydmyghed overfor den danske arkitekts arbejde, men samtidig en flovhed over arkitektens manglende mulighed for at føre hele projektet ud i livet. For historien omkring Jørn Utzons liv og arbejdet med Sidney Opera House henvises til http://da.wikipedia.org/wiki/Jørn_Utzon. Som genansat rådgiver i 1999 fik Jørn Utzon dog genopretning i forhold til at sætte præg på noget af den indvendige arkitektur, herunder foyeren og "the Utzon room". Siden er Utzons børn jævnligt værdsatte gæster/rådgivere i operahuset. Selv for amatører er det et helt ubeskrivelig flot bygningsværk – også indvendigt – det skal ses!

Sidney Opera House er en storslået
oplevelse - såvel udvendig som indvendig

Vi nød en dejlig middag i en af operahusets restauranter – Bennelong, der er opkaldt efter halvøen, hvor operahuset er beliggende. (Udbygning af historien om Bennelong følger senere). Vi havde udsigt til Harbour Bridge og undrede os igen over interessen for ”bridge-sky-walking”. Vores ”pakke” inkluderede også billetter til balletten ”The Merry Widow”. Musikoplevelsen i operahuset var rigtig dejlig, men vi nød ikke balletten, så vi gik hjem i pausen. På værelse 214 hyggede vi os i stedet med et spil yatzy.

Sydney fra søsiden

Fredag formiddag var det overskyet, og vi begav os ud på en ny gåtur. Denne gang i modsat retning ad hovedstrøget George Street mod city centre.

Juleudsmykning i
The Strand

Storkefugl på
Darling Harbour

George Street byder på flotte victorianske bygninger, hvori der er indrettet intime butikscentre som The Strand Arcade og Queen Victoria. Specielt The Strand synes vi, var meget flot.

Vi ”rundede” China Town og gjorde ophold på Darling Harbour, som er et meget flot havneområde med fashionable kontor-, lejligheds-, og butiksejendomme.

Sidney Operahouse fra søsiden

Over middag klarede vejret op. Solen skinnede og der var ca. 25 graders varme – perfekt til at se Sydney fra søsiden. Fra Darling Harbour tog vi en færge til Circular Quay. Undervejs fik vi endnu en storslået oplevelse af Sydney Opera House.

Annette på Manley Beach

På Circular Quay tog vi videre med en anden færge til Manley. Som alternativ til den højt profilerede surf-strand Bondi Beach blev Manley nemlig fremhævet som et pragtfuldt udflugtsmål af en tjener i City dagen i forvejen. Manley, der ligger på en pynt, er en forstad til Sydney. På den ene side af pynten er havnefronten med færge og lystbåde, og på den anden side af pynten er der surf-strand. Imellem områderne er der en arkade (The Corso) med butikker og restauranter. Vi nød en dejlig pizza med rejer, blæksprutte og hvidløg. Uhm..

De store attraktioner i Sydney

På vores første dag i Sydney bød vejret på let støvregn, men temperaturen var lun og fin til en gåtur i byen. Første mål var Circular Quay, som er terminal for Sidneys mange færger, krydstogtskibe og ”water taxies”.

Til venstre Sidney Harbour Bridge, i midten
Circular Quay og til højre Sidney Opera House

Vest for Circular Quay ligger The Rocks, der er det oprindelige område, som Sydney er udbygget omkring. Området består i dag af nogle gamle forholdsvis velholdte bygninger, hvori der er indrettet butikker, cafeer og restauranter – alt hvad en turist drømmer om … og der er mange turister! Det pudsige er, at området var tæt på at blive ”jævnet med jorden” i ’70erne på grund af bygningernes daværende beskaffenhed og kvarterets dårlige klientel. Byfornyelsesprojektet måtte imidlertid skrinlægges som følge af meget stor modstand fra indbyggerne i Sydney. I dag er området blevet til en turistattraktion. (Beskrivelsen af The Rocks’ historie vil blive udbygget).

Uidentificeret fugl
i Botanisk Have

Sydvest for The Rocks finder man Sidney Harbour Bridge, der er en gammel stålkonstruktion – vi tillader os at sammenligne den med den gamle Lillebæltsbro. Det varer ti år at male broen, og når malerne er færdige, kan de begynde forfra. Broen, der forbinder City med den nordlige del af Sydney, er meget berømt for ”Skywalking”. Der er simpelthen turister, der finder det spændende at gå på broens høje buer. Vi var ikke blandt de turister!

Øst for Circular Quay ligger Sidney Opera House. Set udefra er det et imponerende flot bygningsværk. I lighed med Taj Mahal i Indien kan vi kun sige; det skal ses!

Nord for Sidney Opera House ligger Royal Botanic Gardens, der bestemt er et besøg værd.

Australien og Sydney

Nærværende beskrivelse har mest karakter af en status på Australiens og Sydneys historie på tidspunktet for vores rejse i november 2011. Vi inkluderer i første omgang en kort faktuel beskrivelse og siden en kort historisk beskrivelse. Endvidere inkluderer vi en mere subjektiv beskrivelse baseret på vore egne observationer.


Australien udgør et helt kontinent - ca. 7,7 millioner km2 - ca. samme størrelse som USA eksklusive Alaska og Hawaii. Landet er stor nok til at have flere klima- og tidszoner. Fra øst til vest er der ca. 4.000 kilometer og fra nord til syd er der ca. 3.200 km. Kystlinien udgør ca. 35.000 kilometer. Mere end 90% af befolkningen bor nær kysterne i de 10 største byer. Sydney er Australiens ældste og største by med 4,3 millioner indbyggere (2008), svarende til en femtedel af landets indbyggere. (Udbygning vedr. historien, religion, folkeslag m.v. afventes).

Svend morede sig med at
ændre "P" til "B" i "Parking"

I Sydney oplevede vi stor imødekommenhed og interesse for vores oplevelser i byen og ikke mindst storbyens forstæder. Vi oplevede, at byen var rimelig ren hver morgen, men ... viden omkring affaldshåndtering i lille (udendørs askebægere) og stor skala (dimensionering af containere, sortering og bortskafelse af affald) samt hygiejne kunne danskerne måske eksportere til Australien.


Vi har ikke observeret unødig offentlig skiltning i stort udstrækning, men der er absolut ingen mulighed for at tage fejl af skiltenes budskaber.


Det der med kørsel i venstre side er en svær ting. Heldigvis er de i Sydney meget hjælpsomme overfor fodgængere. Ved hvert lyskryds er der på asfalten malet ”look right”/”look left”. Rulletrapper er for Annette en særlig disciplin – de vender også ”forkert”. Det vil sige, at den opadgående trappe er i venstre side, mens den nedadgående trappe er i højre side.

Afrejsen

Mandag, den 14. november 2011 blev indledt med aflevering af hunde i pension og pakning af de megastore kufferter, som vi har lånt af Annie og Hans. Ja, kufferterne er så store i omfang, at vi fik en "anmærkning" af togstewardessen på vej til København ... så skulle hun lige prøve at løfte dem, når Annette har fyldt dem op! Nu vel, efter en i øvrigt positiv oplevelse med DSB fra Herning til København ankom vi til lufthavnshotellet ved aftenstid.

Kasper, Stine og "Spiren"

På hotellet fik vi besøg af Kasper, Stine og "Spiren" til en "aftensnack". De har det godt alle tre. Kasper er lidt bekymret for Spirens timing i forhold til januar-eksamen på politiskolen i København, mens Stine tager én ting ad gangen, og i første omgang fokuserer hun på Spirens timing i forhold til december-juletraditionerne i Vestjylland.

Annette er "tabt for omverdenen"
med en erhvervslejekontrakt få
timer før afrejsen

Stine er bare så flot. Stine bærer graviditeten smukt og de vordende forældre udstråler stor glæde. Vi håber, at vi når hjem fra rejsen, inden Spiren beslutter sig for at springe ud.


Annette indledte afrejsedagen fra København med at blive låst inde i elevatoren på hotellet, men det var heldigvis ikke et dårlig varsel. Da hun var færdig med at kommentere udkast til en erhvervslejekontrakt, var vi klar til flyrejsen til Dubai (4.817 km, 6 timer) og Sydney (12.315 km, 13 timer). Vi ankom sent om aftenen (lokal tid) den 16. november til vores hotel Radisson Blu Plaza Hotel Sydney, der ligger meget centralt i en storby med et indbyggertal næsten på størrelse med Danmarks befolkning.  For nærmere information om Australien og Sydney henvises til de næste indlæg og vores allestedsnærværende kilde www.wikipedia.dk.